To døgns hårdt slukningsarbejde snart slut

Brandfolk arbejder formentlig cirka frem til middag mandag med at slukke de sidste ildlommer i brændende bilskrot i lagerbygning ved havnen i Aalborg

Jens Hukiær
Foto: Martin Damgård
Aalborg 14. november 2016 08:28 - Opdateret 14. november 2016 13:17

AALBORG: Efter et par dages hårdt arbejde for Nordjyllands Beredskab i Aalborg, frivillige brandfolk fra beredskabet og brandmænd fra Beredskabsstyrelsen i Thisted, så er branden i et enormt skrotoplag på Gasværksvej ved havnen i Aalborg nu ved at være slut.

- Status er, at vi er næsten færdige med at grabbe ud hernede. vi afventer lige en lidt mindre maskine, der kan komme ind under stålkonstruktionerne hernede, så vi kan få de sidste ildlommer grabbet ud. Så i løbet af et par timer, så burde vi være færdige hernede. Så mangler vi bare oprydningen på selve brandtomten hernede.

De mange brandfolk har været i gang med slukningsarbejdet i det store skrotoplag siden klokken 04.57 lørdag morgen.

Her mandag morgen er der fortsat 15 mand fra Nordjylland Beredskab i Aalborg i gang med slukningsarbejdet.

Glad for "timing"

Hertil kommer en del lastbilchauffører, der fortsat kører bilskrot væk fra skrotlageret.

Bent Tindahl Pedersen glæder sig - når uheldet nu skulle være ude - over det han kalder "timingen" i branden.

- Det passer helt suverænt godt med, at vi har arbejdet hele weekenden, og nu er vi ved at være færdige her mandag morgen, når det almindelige samfund skal til at virke igen. De industrier, der ligger hernede, har ikke været alt for generet af, at vi har arbejdet med brandslukningen, siger indsatslederen.

Samtidig har vind og vejrforhold været med brandmandskabet.

- Når det nu skulle være, så har det egentlig været meget godt, konstaterer Bent Tindahl Pedersen.

Lagerbygning næsten væk

Selve lagerbygningen, hvor det meget bilskrot var placeret, eksisterer snart ikke mere.

- Nej den har vi simpelthen pillet ned for at kunne komme til at slukke ilden. Der står en lille bitte smule stålkonstruktioner tilbage - resten er væk, lyder det fra indsatslederen.

Han regner mandag morgen med endnu et par timers arbejde og lidt oprydning af beredskabets slanger og materiel før brandfolkene kan tage hjem igen efter et par hårde dag.

- Ja vi er da lidt trætte nu, siger Bent Tindahl Pedersen.

Det er herefter op til ejeren af bygning og skrotlager at få ryddet op på selve brandtomten.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...