To fire-årige børn er fundet i god behold

De to børn var væk i mere end tre timer

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

KLIM:To fire-årige børn - en dreng og en pige - som forsvandt fra en naturlegeplads på Thorup Strandvej ved Klim omkring 14.30-tiden blev ved 18-tiden fundet i god behold tæt på Blåbærstien. Det var knap en kilometer fra det sted, hvor de forsvandt.

Det var en lokal borger, som fandt de to børn.

- Han spottede de to børn som gik og snakkede. Manden ringede straks til politiet og kort efter blev de genforenet med deres respektive forældre, fortæller vagtchef Per Vagn Nielsen fra Nordjyllands Politi.

Børnene havde begivet sig mod øst fra naturlegepladsen - formentlig gennem klitterne og stisystemerne. Politiet havde i første omgang koncentreret eftersøgningen om skov- og klitområdet vest for legepladsen.

Var pludselig væk

- Skov- og klitområdet er nogle steder ret ufremkommeligt, og der er flere vandhuller i området, så vi koncentrerede os i første omgang om at afsøge det område, fortæller Per Vagn Nielsen.

De to børn var på tur med en naturbørnehave fra Aalborg, som var på udflugt til naturlegepladsen med pædagoger og en naturvejleder, oplyser Nordjyllands Politi.

Alle børnene var samlet på pladsen omkring kl. 14.20, hvor de sad sammen og hyggede sig. Da institutionen skulle forlade pladsen 10-15 minutter senere, og lavede optælling ved bussen, manglede de to børn.

Pædagogerne slog alarm til politiet, og en større eftersøgning med hunde blev sat i værk. Omkring 100 lokale frivillige deltog i eftersøgningen, og sidst på eftermiddagen nåede en helikopter frem til området.

Området, hvor torsdagens eftersøgning fandt sted, ligger kun omkring 20 kilometer fra Tranum Klitplantage, hvor den treårige Holger Kragh forsvandt i 2011.

Drengen forsvandt fra en spejderhytte 27. marts, men dengang skulle der gå omkring et døgn, før den lille dreng blev fundet af en rytter, der så ham stå i et vejkryds i plantagen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.