Aalborg

- Vi vil ikke spærre børnene inde

To børn var forsvundet i mere end tre timer torsdag eftermiddag. Det er umuligt at forhindre, siger børnechef i Aalborg Kommune

Der blev sat en større eftersøgning i gang ved Thorup Strand, da børnene var forsvundet. Foto
Der blev sat en større eftersøgning i gang ved Thorup Strand, da børnene var forsvundet. Foto

Opdateret kl. 13:51

AALBORG: - Vi kan ikke forhindre, at den slags sker. Vi vil ikke spærre børnene inde bag et hegn.

Det siger lederen af Aalborg Kommunes børne- og familieafdeling, Hans Christian Mariegaard, efter at to børn, som var på udflugt med Børnehaven Stjernedrys, forsvandt i mere end tre timer torsdag eftermiddag ved Thorup Strand.

Børnehaven fra Aalborg var taget på udflugt til kysten med 17 børn, to pædagoger, en pædagogmedhjælper og en forælder. Derudover deltog en naturvejleder, som stod for undervisning af børnene.

- Personale handlede professionelt

Da børnene legede på en naturlegeplads på Thorup Strandvej, forsvandt en dreng og en pige, som begge er fire år. De blev først fundet mere end tre timer senere, efter at adskillige politifolk, personale, forældre, lokale fiskere, frivillige i området og en helikopter havde ledt efter dem. Børnene havde bevæget sig omkring én kilometer væk fra naturlegepladsen. De blev fundet omkring kl. 18.

- Personalet er selvfølgelig rigtig rystede over det, der skete. Men vi har ingen intentioner om at spærre børn inde for at sikre os, at den slags ikke kan ske. Vi har 12.000 børn, som vi skal tage os af hver dag, så det er umuligt at forhindre, at den slags sker engang imellem, siger Hans Christian Mariegaard.

Han hefter sig ved, at personalet handlede meget professionelt, da de fandt ud af, at børnene var forsvundet.

Aalborg Kommune har en plan for, hvad der skal foregå i forbindelse med den slags hændelser, og planen blev fulgt til punkt og prikke, understreger han.

Politiet og forældre blev kontaktet med det samme. Personalet håbede ikke bare på, at de nok selv skulle finde dem, forklarer Hans Christian Mariegaard.

Samtidig blev der taget hånd om de andre børn, der naturligvis kunne mærke, at alt ikke var, som det plejede at være.

Fik psykologhjælp

Ifølge Hans Christian Mariegaard fik både rystede ansatte og forældre psykologhjælp torsdag aften.

- Mens eftersøgningen står på, handlede de meget professionelt, men det er klart, at reaktionen kommer bagefter, når man kommer til at tænke på, hvad der måske kunne være sket, siger lederen af børne- og familieafdelingen

Han fortæller, at personale og forældre fredag formiddag sætter sig sammen for at snakke episoden igennem igen.

Hans Christian Mariegaard kan ikke forestille sig, at sagen får konsekvenser for ledelse eller ansatte i Børnehaven Stjernedrys.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden