Skolevæsen

To friskoler vil lave fælles 7. klasse

Elever fra 6. kl. i Lørslev og Skallerup rystes sammen.

Eleverne på 6. klassetrin i Lørslev og Skallerup var samlet til en stomp musik dag, hvor et formål var at ryste dem sammen inden et fælles 7. klassetrin. Foto: Bent Bach
Eleverne på 6. klassetrin i Lørslev og Skallerup var samlet til en stomp musik dag, hvor et formål var at ryste dem sammen inden et fælles 7. klassetrin. Foto: Bent Bach

Lørslev Friskole og Friskolen Skallerup indleder næste skoleår et usædvanligt samarbejde, idet skolerne danner en fælles 7. klasse. - Vi får en klasse med 20 elever, og det er ret fantastisk, at det kan lade sig gøre, udtaler skoleleder Susanne Ulsted, Lørslev Friskole. Klassen dannes af de nuværende elever i to friskolers 6. klasse, hvor der i Lørslev er 11 elever og i Skallerup er 9 elever. - I 7. klasse kommer de både til at opleve at gå på store hold og gå på de mindre, for en dag om ugen samles alle i Lørslev, en anden dag i Skallerup og de sidste tre skoledage i ugen er de hver for sig, forklarer Susanne Ulsted. I det nuværende skoleår er der ikke 7. klasse på nogen af de nye friskoler, som blev dannet i Hjørring Kommune som følge af reformen af skolestrukturen. Lederne for de to friskoler har planer om at give den nydannede 7. klasse ekstra engelsk undervisning, og eleverne skal på tur til udlandet for at bruge sproget. Undervisningen er udformet efter udskolingsmodellen Move It, som indeholder en bred vifte af udfordringer. I torsdag var de to 6. klasser samlet til et heldagsarrangement i Lørslev under ledelse af musikeren Jesper Falch. Eleverne skulle finde ind i rytmerne ved at slå på tønder og store baljer, og dagen blev sluttet af med en halv times koncert i gymnastiksalen, som forældre havde mulighed for at overvære. De to friskoler vil gennemføre flere fællesdage i sommerferien for at ryste eleverne fra Lørslev og Skallerup bedre sammen inden det nye skoleår starter.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden