To gange olieudslip
Thisted Brandvæsen måtte bekæmpe mulig forurening fra båd og traktor
THY: - Vinden er i et godt hjørne, konstaterede indsatsleder Rasmus Tollak fra Thisted Brandvæsen, da han sidst på eftermiddagen torsdag stod på kajen i Vilsund Havn.
Brandvæsenet var blevet alarmeret klokken 17.24, da havnefogeden opdagede et lag af dieselolie på vandoverfladen inde i havnebassinet. Dieselolien kom fra et skib, der var sunket i bassinet dagen før.
Vind- og strømforhold betød, at olien var inddæmmet i havneområdet, og det var en forholdsvis nem opgave for brandfolkene at samle brændstoffet op.
Næsten samtidig - klokken 17.39 - måtte mandskab fra Thisted Brandvæsens station i Hanstholm rykke ud til en traktor, der var brudt i brand lige nord for Tved. Også her blev der lækket dieselolie til omgivelserne, og brandfolkene måtte tømme næsten 300 liter over i nogle tønder for at undgå yderligere olieudslip.