Politi

To mænd dømt for snyd med tv-kanaler

Mænd fra Vendsyssel distribuerede ulovligt tv-kanaler til en lang række kunder

To mænd fra Vendsyssel er dømt i en omfattende sag om ulovlig distribuering af tv-kanaler. Arkivfoto
To mænd fra Vendsyssel er dømt i en omfattende sag om ulovlig distribuering af tv-kanaler. Arkivfoto

VENDSYSSEL: To 41-årige mænd fra Vendsyssel er ved Retten i Hjørring blevet dømt for ulovlig distribution af tv-kanaler.

Hovedmanden - der kommer fra Østervrå - blev idømt seks måneders betinget fængsel, mens hans medgerningsmand fra Tårs fik tre måneders betinget fængsel. Begge straffe er med en prøvetid på to år.

På baggrund af oplysningerne fra to servere - der blev beslaglagt ved en ransagning - fandt dommeren og de to domsmænd det dokumenteret, at der havde været mindst 184 kunder.

Ransagning stoppede det

Efter at politiet fjernede de to servere fra adressen, hvor den 41-årige fra Østervrå boede, så ophørte den ulovlige distribuering naturligt nok.

Men i takt med at kunderne - der typisk betalte 1.500 kroner årligt - fik sort skærm, så begyndte en del af dem at klage via sms til den 41-årige fra Østervrå.

Politiet kunne dog læse med på tekstbeskederne, og derfor var det forholdsvis enkelt at finde frem til en lang række af kunderne.

Det har indtil videre ført til, at 51 kunder fordelt over hele landsdelen har modtaget bøder - typisk på beløb mellem 10.000 og 20.000 kroner.

Det er dog tvivlsomt, om politiet finder frem til flere af slutbrugerne.

En regning fra SKAT

Udover fængselsstraffene så skulle de to tiltalte også forholde sig til bøde- og erstatningskrav.

SKAT mener, at den 41-årige fra Østervrå har tjent 397.157 kroner på at sælge adgang til Viasat og Canal Digitals kanaler. Manden skal derfor betale 118.160 kroner tilbage i unddraget skat af fortjenesten - og i tillæg en bøde på yderligere 90.000 kroner.

Også Viasat og Canal Digital fremlagde erstatningskrav i forbindelse med retssagen.

Her blev aftalen sådan, at manden fra Østervrå skal betale 150.000 kroner, mens den 41-årige fra Tårs skal betale 50.000 kroner i erstatning.

Begge mænd valgte efter samråd med deres forsvarere at modtage den samlede dom.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden