To politibetjente skudt i New York - en dræbt
Det er tredje gang på fire dage, at betjente i New York bliver ramt af skud. En betjent har mistet livet.
To politibetjente er blevet skudt i New York, efter at de rykkede ud til en voldsepisode i Harlem-kvarteret fredag aften lokal tid.
Den ene har mistet livet, mens den anden er i kritisk tilstand. Det skriver nyhedsbureauet AP.
En mistænkt er også blevet dræbt i skududvekslingen, oplyser en kilde fra politiet til AP.
Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 17 lokal tid fra en mor, der havde brug for hjælp til sin søn. Tre betjente rykkede efterfølgende ud til lejligheden i Harlem.
Da de to betjente gik ind i et værelse i stuelejligheden for at tale med sønnen, blev de mødt af skud, siger politikilden.
Politiets alarmsystem opfangede, at noget var galt, og at en af betjentene havde råbt på hjælp, og der blev sendt flere politifolk og ambulancer til adressen.
New York Citys borgmester, Eric Adams, har været på hospitalet, hvor betjentene blev kørt hen efter skyderiet. Han følger hændelsen tæt, skriver han på Twitter.
Betjenten, der har mistet livet, var 22 år og havde været i jobbet siden november 2020. Den sårede betjent er 27 år og har arbejdet for politiet i fire år.
Det er tredje gang på fire dage, at betjente bliver skudt i New York City.
Tirsdag aften blev en betjent såret af skud i benet under en episode med en teenager, der skød sig selv.
Torsdag blev en narkobetjent skudt i benet på Staten Island.
Sidste gang en politibetjent blev skudt og dræbt i New York City var i september 2019.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.