To teenagere anholdt i forbindelse med gidseltagning i USA
Fire personer blev lørdag taget som gidsler i en synagoge. Søndag aften er to teenagere blevet anholdt.
To teenagere er blevet anholdt i den engelske by Manchester i forbindelse med en gidseltagning, som fandt sted lørdag i en synagoge i delstaten Texas i USA.
Ifølge Greater Manchester Police blev de to personer anholdt søndag aften i den sydlige del af den britiske storby.
Det skriver dpa.
Derudover siger politiet, at teenagerne er i politiets varetægt for at blive afhørt. Deres alder og køn er ikke blevet bekræftet af politiet, skriver nyhedsbureauet.
De fire personer, der blev taget som gidsler, slap fri i live. Den ene blev løsladt efter seks timer. De sidste tre blev befriet af specialstyrker efter ti timer.
Gidseltageren afgik ved døden, og han er siden blevet identificeret som værende en 44-årig britisk statsborger ifølge nyhedsbureauet AFP.
Han blev dræbt i forbindelse med aktionen, der sikrede løsladelsen af de sidste tre gidsler.
USA's præsident, Joe Biden, har kaldt episoden for "en terrorhandling".
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.