Politi

To tyske betjente er skudt og dræbt ved rutinemæssigt stop

Den eller de skyldige bag et dødeligt angreb på to tyske politibetjente er stadig på fri fod.

Two German police officers killed during routine traffic stop
Two German police officers killed during routine traffic stop Andreas Buerger/Reuters

To tyske politibetjente er tidligt mandag blevet skudt og dræbt. Det skete, da de rutinemæssigt vinkede en bil ind til siden.

Det oplyser politiet i den sydvestlige tyske delstat Rheinland-Pfalz.

Det er mandag morgen stadig sparsomt med detaljer om hændelsen. Men det skal altså være sket i forbindelse med en kontrol af bilen.

Ifølge den tyske avis Bild er de dræbte betjente en 24-årig kvinde og en 29-årig mand. De skal være blevet skudt omkring klokken 04.20 mandag.

- Vores kolleger meddelte over radioen, at de var ved at kontrollere en bil. Kort tid senere meddelte de, at der var blevet affyret skud.

- Vi antager, at der er adskillige gerningsmænd, siger Christian Erford, der er talsmand for politiet i det vestlige Pfalz, til Bild.

Politiet har afspærret gerningsstedet for at kunne sikre beviser i sagen.

Det har også opfordret folk i området til ikke at samle blaffere op.

- Vi har iværksat en omfattende jagt på de flygtede gerningsmænd, siger det regionale politi i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Mindst en af gerningsmændene er bevæbnet, lyder det.

Ifølge politiet er det endnu uklart, hvilken retning gerningsmændene flygtede i. Politiet har heller ikke nogen beskrivelse af bilen eller af de mistænkte.

Det tyske politiforbund har udtrykt sin "dybe chok og sorg" efter hændelsen.

- Vores tanker er hos familierne og de pårørende til vores kolleger, der døde som et resultat af en voldshandling, mens de var i tjeneste, siger politiforbundets vicechef, Jörg Radek, ifølge AFP.

/ritzau/dpa

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden