Socialforhold

To udvalg undsiger borgmester Lars Møller (V)

Flertal i B&U og i socialudvalget går imod deres borgmester i sag om taleinstituttets fremtid

Borgmester Lars Møller har ikke opbakning i byrådet til sin beslutning om taleinstituttets fremtid.
Borgmester Lars Møller har ikke opbakning i byrådet til sin beslutning om taleinstituttets fremtid. Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN: Som tidligere beskrevet har det vakt harme blandt mange byrådsmedlemmer, at de nordjyske borgmestre i sidste uge besluttede, at kommunerne pr. 1. januar 2014 skal overtage taletræningen fra regionens taleinstitut.

I socialudvalget i Frederikshavn Kommune er der et flertal imod borgmester Lars Møllers (V) planer om at lade de nordjyske kommuner varetage taleinstituttets opgaver.

På et møde i børne- og ungdomsudvalget torsdag blev sagen også taget op. Her gik et flertal ligeledes imod planerne.

Udvalgspolitikerne ønsker, at taleinstituttet bevares samlet af hensyn til de svageste borgere.

Viden bliver spredt

- Der er meget fornuft i at beholde et centralt taleinstitut i stedet for at sprede den viden for vindene, siger Paul Rode Andersen (SF), udvalgsformand i B&U.

Venstres to medlemmer af B&U, Pia Karlsen og Anders Broholm, afventer byrådets behandling af sagen.

- Jeg har svært ved på nuværende tidspunkt at gennemskue, hvad der er mest fornuftigt, siger Pia Karlsen.

- Træls situation for en borgmester

Pia Karlsen føler, at sagen er dukket meget pludseligt op. Hun vil dog ikke kritisere sin borgmester direkte for processen.

Dét vil til gengæld Paul Rode, der er meget kritisk over for den måde, beslutningen er blevet trumfet i gennem.

- Metoden og processen er uskøn. Jeg ville ikke selv have gjort det på den måde. Jeg ville have anbefalet ham først at sikre, at han havde et flertal bag sig, siger Paul Rode Andersen.

Ligesom ved de to udvalgsmøder i ugen tror Paul Rode, at der til byrådsmødet vil være et flertal imod Lars Møllers planer.

- Min formodning er, at han bliver underkendt til byrådsmødet. Det er en træls situation for en borgmester at stå i.

Lars Møller har tidligere udtalt til NORDJYSKE, at han var vel vidende om, at han skulle stå på mål for beslutningen, og at det var en kalkuleret risiko.

Byrådsmødet i Frederikshavn ligger den 27. februar.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden