To x 30 år - næsten
Synoptik har været i Thisted i 30 år, chefen har været med i 29
THISTED: 12. juni 1984 - i 30 graders varme - åbnede Synoptik en butik på Store Torv i Thisted. Her 30 år senere er butikken at finde på samme adresse. Og chefen er også den samme, Morten Krogager-Nielsen. Alligevel har chefen ikke været med i samtlige år. Han havde et enkelt år i Trondheim i Norge i forbindelse med, at Synoptik etablerede butikker udenfor Oslo. I Norge hedder Synoptik Brilleland.
Morten Krogager-Nielsen var ganske ung, da han blev opfordret til at blive butikschef i den nyåbnede Thisted-afdeling.
- Men direktøren mente, at det nok skulle gå, fortæller Morten Krogager-Nielsen, som har rødder i Thisted.
Og det havde direktøren ret i. Foreløbíg er der solgt 36.872 par briller.
Opholdet i Norge varede fra september 1990 til september 1991.
- Direktøren for Synoptikkæden syntes, jeg skulle tage til Norge og være med til at åbne en butik i Trondheim. Det var jeg egentlig ikke indstillet på, men jeg fik lovning på at kunne vende tilbage til mit job i Thisted, fortæller Morgen Krogager-Nielsen, som fortsat stortrives på torvet i Thisted.
- Selv om jeg har arbejdet med det samme i 30 år, er alle dagene forskellige, siger han.
De 30 år fejres med en række tilbud. På torsdag får butikken besøg af en stylist, som vil hjælpe med valg af brillestel.