Tog over hvor Matador slap
Christian Dam har solgt tøj i 50 år i Hjørring, og han nyder fortsat at klæ’ kunderne på
HJØRRING: - Jeg tog over, hvor Matador stoppede, griner Christian Dam Christensen.
Han har solgt tøj i Hjørring i 50 år, og om bare et år har butikken ”Din Tøjmand Christian” i Strømgade 40 års butiksjubilæum.
- Jeg har rigtig mange gode minder - det har været sjovt. Og jeg vil da gerne have mit 40 års jubilæum som selvstændig med, smiler han.
Hektiske udsalgsdage
Christian begyndte i lære i Østergade 1. august 1966
- Jeg kunne ikke blive tømrer, men jeg kunne få en læreplads i Engelsk Beklædningsmagasin - og så tog jeg da den. Man kunne jo ikke sådan vælge. Det var bare med at få noget arbejde.
Butiksmiljøet var ikke helt uvant for den unge Christian - han passede nemlig allerede som 15-årig sin fars købmandsbutik i Gjurup lige uden for Hjørring. Og han havde været i praktik i beklædningsmagasinet, inden han fik lærepladsen.
- Og jeg har ikke haft en eneste ledighedsdag siden, smiler han.
Christian er 67 år og kunne hermed lade sig pensionere. Men han stortrives i butikken, omend han har droslet lidt ned og i dag kun er der halv tid. Med mindre der er ferie - for så arbejder han igennem.
Det fik han også lov til i de tre dage, hvor butikken havde udsalg for at markere Christians jubilæum.
- Gratis arbejdskraft kan man jo altid bruge, griner han og indrømmer, at han var træt ved aftenstid, når dørene blev lukket.
- Og heldigvis kom der rigtig mange af vores egne kunder til udslaget. Det er ikke noget vi gør så tit, så det var dejligt at det kom vores egne kunder til gode.
Christian har en stor fast kundekreds.
- Og mange af dem har jeg jo ekspederet i 50 år.
Sønnen Lars overtog for halvandet år siden halvdelene af forretningen.
Fra ansat til selvstændig
Christian Dam fik efter endt læretid ansættelse i Engelsk Beklædningsmagasin til en månedsløn på 360 kroner, og her var han frem til 1973, hvor han fik job hos Emil C. Efter fire års ansættelse etablerede Christian sig med egen forretning.
- Jeg havde aldrig været i tvivl om, at jeg skulle have mit eget.
Butikken blev indrettet i Codanhus, der i dag huser det nye rådhus.
- Jeg overtog 1. september 1977, og der var vi i 34 år. De første ti år uden ferie,
- Det var ikke lige sjovt hele tiden, fortæller Christian, der dog formåede at gøre lokale spådomme om butikkens korte levetid til skamme.
Christian har været i stand til at tilpasse sig både kartoffelkure og andre økonomiske nedture.
I mange år solgte han også børnetøj - og konfirmationstøj i stor stil. Men det er ikke længere en del af butikkens udvalg. Fordi Christian har valgt at tilpasse butikken til målgruppen.
- Vi skal være på bølgelængde med vores kunder, og vores butik er for 25 plus.
Med mange X’er
Christian har alt inden for moderen herretøj. Men der er også mere specielle artikler i butikken inklusiv ærme- og sokkeholdere. Og så har Christian i øvrigt også tøj op til 10 gange XL.
- Og her i butikken ekspederer vi jo folk. Det er ikke bare udlevering. Når du går herfra, så passer tøjet, siger Christian, der bestemt ikke er tilhænger af nethandel.
I baglokalet er der indrettet systue, hvor svigerdatter Rachel - bedre kendt som Ei - er leder. Og systuen servicerer både butikker i Hjørring og Lønstrup, når bukser skal lægges op, eller linningen syes ind. Men Christian kan skam også lægge et par bukser op, og han er god til det - og hurtig.
- Jeg har lagt rigtig mange bukser op gennem årene, forsikrer han.
Der var bud efter ham
2012 står som et turbulent år Christians erindring. Det år blev han alvorligt syg, og næsten samtidig fik han brev om, at butikkens lejemål var opsagt, idet Codanhus skulle væltes.
- Jeg fik konstateret kræft 1. juledag 2011, og da jeg kom hjem fra sygehuset med den besked mellem jul og nytår, kom der en opsigelse på min butik.
Christian var syg - meget syg, og han mener med egne ord, at ”der var bud efter” ham. Efter et en hård sygdomsperiode med fem operationer på et år, kæmpede han sig på banen igen. Og her fem år efter viser prøverne fortsat, at han er rask.
Sygdomsforløbet er en medvirkende årsag til, at Christian nyder at passe sin butik.
- Folk spørger mig, hvorfor jeg ikke holder op. Men hvis man har været så tæt på at holde op ufrivilligt som mig, så synes man, at det er skønt at gå på arbejde. Man får et nyt syn på mange ting. Jeg havde aldrig været syg inden da, og jeg vidste ikke, at jeg fejlede noget, inden lægen fortalte mig, at jeg havde kræft - det var en barsk melding. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg kom over det.
Ny butik i Strømgade
Opsigelsen af lejemålet i Codanhus var Christian nødt til at acceptere, og der blev forhandlet en god aftale om flytning af butikken på plads.
- Jeg var sygemeldt i tre måneder, men så var jeg klar til at lede efter nye lokaler.
Den nye adresse blev 190 kvadratmeter i Strømgade.
- Det gik fint i en tre år, men så blev pladsen for trang.
To nabobutikker blev slået sammen. Og dørene til den nye indbydende butik på 350 kvadratmeter blev åbnet 15. november sidste år.
Aktiv - også i fritiden
Christian kender byen - og omvendt.
Han har også i en årrække været aktiv i handelsstandsforeningen, og har blandt andet været med til at få gågaden etableret. Og han har stærke holdninger til byens nuværende infrastruktur. Står det til ham, bør Østergade åbnes for ensrettet trafik.
- Der sker alt for lidt i bymidten - den gågade er alt for lang. Men vi kan ikke gøre noget ved det.
I fritiden spiller Christian golf. Ja og så er han i øvrigt handyman og passer hele tre matrikler, nemlig hjemmet, en udlejningsejendom samt forretningen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.