Togtrafikken indstilles mellem Fredericia og Aalborg

Togtrafikken på Storebæltsbroen indstilles på grund af stormen Malik. Det oplyser DSB på sin hjemmeside.

Togtrafikken mellem Fredericia og Aalborg er blevet indstillet på grund af væltede træer på skinnerne. Også Storebæltsbroen er lukket for togtrafik.

Det oplyser DSB på sin hjemmeside.

Der indsættes ikke togbusser.

De væltede træer skyldes stormen Malik, der i øjeblikket hærger flere steder i landet.

Flere andre strækninger er også blevet lukket.

En blanding af væltede træer og manglende kørestrøm har også været årsag til, at DSB har måtte indstille togtrafik på strækninger mellem Aarhus og Herning, Vejle og Struer, Struer og Thisted og mellem Struer, Langå og Aarhus.

Banedanmark sendte allerede fredag retningslinjer ud til landets togselskaber om, at togtrafikken skulle minimeres.

Fra lørdag klokken 16 blev driften på syv lokaltogsstrækninger på Sjælland også indstillet, oplyste trafikselskabet Movia tidligere i en pressemeddelelse.

Det gælder Hornbækbanen, Gribskovbanen, Nærumbanen, Lille Nord, Frederiksværkbanen, Odsherredsbanen og Tølløsebanen.

Man vil søndag morgen tage stilling til, om og hvornår driften på de syv berørte strækninger kan genoptages.

Trafikken på Øresundsbroen er også blevet indstillet i begge retninger. Det skrev broen på sin hjemmeside omkring 18.50 lørdag aften.

Storebæltsbroen er i det hele taget i fare for at blive lukket helt for al trafik.

Sund og Bælt, der driver broen, oplyser i øjeblikket på sin hjemmeside, at der er risiko for, at Storebæltsbroen lukkes helt fra klokken 23 lørdag aften og frem til klokken 10 søndag formiddag.

Den aktuelle vindstyrke er dog allerede tæt på stormstyrke på broen. Derfor er der en risiko for, at den må lukke tidligere end forventet.

/ritzau/