Ældreforhold

Tomme ældreboliger dyre for kommunen

I både Hundborg og Vesløs er 38 procent af ældreboligerne ledige

Mange ældreboliger på Solgårdsvej i Hundborg har stået tomme i flere måneder. Nu vil kommunen til at se på, om der skal gøres noget.? Foto: Laura Kristensen
Mange ældreboliger på Solgårdsvej i Hundborg har stået tomme i flere måneder. Nu vil kommunen til at se på, om der skal gøres noget.? Foto: Laura Kristensen

Opdateret 17. maj 2022 kl. 11:39

THY-HANNÆS: Stadig færre borgere i Thisted Kommune ønsker tilsyneladende at bo i en ældrebolig. Antallet af ledige lejligheder stiger, og det koster kommunen dyrt i husleje.

Når en ældrebolig med anvisningsret ikke er lejet ud, er det nemlig kommunen, der skal betale huslejen til boligselskabet i de ledige perioder.
Ifølge den seneste opgørelse, der er foretaget 30. september i år, står 24 ud af i alt 187 ældreboliger med anvisningsret tomme.
- Vi bruger alt for mange penge på de ledige boliger. Det koster nok i år kommunen et sted mellem 500.000 og 600.000 kroner, siger Ole Christensen (S), formand for social- og sundhedsudvalget.
Ved udgangen af februar i år var der kun 12 ledige ældreboliger i Thisted Kommune. De havde tilsammen stået tomme i 22,5 måneder.
Siden er tallene bare steget og steget. Værst ser det ud i Hundborg og Vesløs, hvor henholdsvis 10 ud af 26 og 5 ud af 13 ældreboliger står ledige pr. 30. september. Det svarer til 38 procent af boligerne.
Der er også ledige ældreboliger i Snedsted, Østerild, Nors, Sjørring, Sundby og Hurup.
Til gengæld er der en lille venteliste til ældreboliger i Thisted, og også i Snedsted og Sjørring, til trods for at her også er ledige lejligheder.

- Vi er nødt til at begynde at kigge på, om der er nogle af ældreboligerne, vi ikke længere har brug for, siger Ole Christensen.

Forsiden