Tony Blair hædres af dronning med største civile ære

Den tidligere britiske premierminister bliver ifølge BBC fremover kendt som Sir Tony.

I forbindelse med årsskiftet er den tidligere britiske premierminister Tony Blair blevet udnævnt til hosebåndsridder, hvilket rangerer som den højeste britiske civile og militære ære, som kan opnås i kongeriget.

Den tidligere britiske premierminister bliver ifølge BBC fremover kendt som Sir Tony.

Tony Blair var Storbritanniens premierminister fra 1997 til 2007.

Det er dronning Elizabeths eget personlige valg, hvem der æres med en adelstitel fra den særlige ridderorden, som blev grundlagt af kong Edward den 3. - formentligt i 1343 eller 1344 - til støtte for hans forsøg på at blive konge af Frankrig.

Baronesse Amos, der er tidligere minister for arbejderpartiet Labour og tidligere højtstående FN-diplomat, bliver det første sorte medlem af den højeste og mest eksklusive ridderorden. Det rapporterer BBC.

Camilla, hertuginde af Cornwall og hustru til den britiske tronfølger, prins Charles, tager også plads i ordenen. Dette skal ifølge BBC opfattes som en påskønnelse af hendes status i kongefamilien.

Ifølge overleveringen ville kong Edward den 3. genoprette Ridderne af Det Runde Bord.

Ordenstegnet er et blåt hosebånd, som minder om et sværdbælte med spænde. Myten fortæller, at en grevinde under en dans tabte sit hosebånd, hvilket bragte hende i forlegenhed.

Kongen tog hosebåndet, bandt det om sit ben og udtalte ordene: "Honi soit qui mal y pense" (skam få den der tænker ilde derom), hvilket skulle blive ordenens devise. Ordene er broderet på det blå hosebånd.

Foruden medlemmer af den engelske kongefamilie kan de øverste militære chefer, højadelige og tidligere premierministre samt udenlandske fyrstelige statsoverhoveder blive hosebåndsriddere. Dronning Margrethe 2. er den 11. danske monark, der har opnået værdigheden.

/ritzau/

Breaking
Kendt kok skal i retten: Her er tiltalen
Luk