Total borer igen
Jagten på skifergas ved Dybvad er genoptaget
Opdateret kl. 15:45
DYBVAD: Tirsdag morgen begyndte boret atter at dreje på borepladsen ved Dybvad, hvor det franske energiselskab Total har licens til at søge efter skifergas.
Boringen har været stillet i bero siden 5. maj, fordi Total anvendte et kemikalie, som ikke var omfattet af vvm-redegørelsen. Kemikaliet, Null Foam, skulle hindre skum i boremudderet. Det er i øjeblikket til godkendelse hos Naturstyrelsen, der er tilsynsførende myndighed med boringen. I stedet anvender Total et andet kemikalie, DF-550, med samme virkning. Dette kemikalie er godkendt til brug i Dybvad.
Boringen var, før den blev afbrudt, nået små to hundrede meter ned i undergrunden. Den skifer, som Total håber at finde naturgas i, befinder sig i en dybde på omkring fire kilometer.