Total genoptager skifergas-boring

Boring starter i pinsen - nyt middel mod skum i boremudderet tages i brug

Så begynder boret i Dybvad snart at dreje igen. <i>Thomas Vinther</i>

Så begynder boret i Dybvad snart at dreje igen. Thomas Vinther

DYBVAD:Total er klar til at genoptage efterforskningsboringen efter skifergas ved Dybvad. Det vil sandsynligvis ske allerede i løbet af pinsen.

Boringen blev suspenderet for to uger siden, da det kom frem, at Total brugte kemikaliet Null Foam og havde tænkt sig at bruge otte kemikalier, der ikke var omfattet af vvm-redegørelsen.

Suspenderingen er siden ophævet, men Total har ikke kunnet genoptage boringen, fordi de ni kemikalier i øjeblikket er til screening hos Naturstyrelsen.

Nu har Total imidlertid besluttet at benytte to andre kemikalier i stedet for at afvente resultatet af screeningen. De to kemikalier, hvoraf det ene - kaldet DF-550 - har samme funktion som Null Foam, blev anmeldt til Naturstyrelsen en uge efter, at boringen var suspenderet. Tirsdag i denne uge blev de godkendt til brug.

- Der er tale om velkendte kemikalier, som benyttes i mange boringer i fx Nordsøen. Rent teknisk kan det godt lade sig gøre at genoptage borearbejdet blot med de to kemikalier, og det har vi tænkt os at gøre en af de nærmeste dage, måske allerede søndag eller mandag, oplyser Henrik Nicolaisen, projektleder for Total, der har omkring 25 mand i arbejde på borepladsen.

Når det er nødvendigt at tilsætte midler mod skumdannelse i boremudderet, er det for at minimere risikoen for et blow out - en eksplosion forårsaget af opsivende gas.

- Boremudderet skal fungere som låg over mulige gaslommer. Det kan det ikke, hvis der er skum i det. Det er grunden til, at vi i første omgang tilsatte Null Foam, og at vi nu tilsætter DF-550, forklarer Henrik Nicolaisen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.