Træ, trosser og tjære i Thisted Havn
Kapsejladsen Limfjorden Rundt nåede tirsdag til farvandene i Thy
Opdateret 12. september 2018 kl. 06:36
THISTED: Tirsdag eftermiddag ankom de i en lind strøm: Gamle træskibe, galeaser og skonnerter, kvaser, ketsjer og kragejoller.
Den 31. udgave af Limfjorden Rundt, som er nordens største træskibs-kapsejlads, bragte de smukke skibe til Thisted havn i rusk og i regn.
I år var 66 skibe med, som trods dåbsattesten ikke var trykket af alderen.
De velholdte skibe trodsede fint modvinden til Thy og ankom i næsten samlet flok til Thisted, som var 3. stop på kapsejladsen.
Den begyndte mandag i Aalborg, derefter Løgstør, så Thisted, Struer, Nykøbing, Fur og tilslut Skive på lørdag.
Da de sidste skibe fik sig manøvreret på plads, forsvandt regnskyerne og solen brød frem. Det var noget de mange sejlere kunne lide. Endelig en mulighed for at få tørret tøjet.
For vådt tøj, det er en del af at sejle i gamle bevaringsværdige skibe, fortæller Jacob Ussing, der er skipper på krydstoldyachten Viking fra Svendborg. Han er med for 4. gang og forklarer hvorfor man bruger så meget tid på gamle skibe.
- Det er for folk, der elsker at blive gennemblæst og gennemvåde. Det er en del af alt det sjove at være ombord, lyder det med et grin fra den gamle søulk.
I årets sejlads deltager omkring 650 personer i den ugelange kapsejlads. De fleste tager nogle dage, færre tager hele turen rundt i Limfjorden. Der sejles om kap, hvor det hver dag handler om at samle point i sin klasse. Det handler om hurtighed, men også om hvem der har det mest opklarede skib. (Det mest ryddede. red.)
Onsdag morgen sejler Viking, Clara, Fulton, Carina, Styrvolt, Thyra, Safir, Polarulv, og hvad de ellers hedder, videre mod Struer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.