Træk soldater ud
Krigen i Afghanistan har jeg aldrig været glad for. Da de amerikanske styrker invaderede landet efter terrorangrebet 11. september 2001 på World Trade Center i USA, troede jeg en stund, at det var den helt rigtige måde at standse den verdensomspændte terror på. Hvis Afghanistan var arnestedet for al terror, rettet mod vestlige nationer - så var det med at holde sammen og få det stoppet.
Men jeg har taget så grueligt fejl. Terroren er ikke standset. Da Danmark besluttede at støtte USA i deres invasion af Afghanistan og selv deltage med soldater, var det med et klart flertal fra regeringen. Jeg husker ikke helt galt, når jeg siger, at en stor del af den danske befolkning støttede op om denne beslutning. Men nu godt 10 år senere med over 40 dræbte danske soldater og en årlig milliardudgift, der belaster den danske stat betydeligt - uden at der er sket noget som helst af fremskridt i landet, ville regeringen nok, uden at ville indrømme det, have ønsket, at de aldrig havde besluttet at gå med i denne krig. Tilslutningen til denne beskidte krig i Afghanistan er for danskerne efterhånden nærmest ikke-eksisterende. Den er udsigtsløs og kan aldrig vindes. Allerhelst så jeg, at man omgående trak alle de udenlandske styrker ud af landet, og lod afghanerne sejle deres egen sø. Afghanistan vil ikke have fred - og ønsker det heller ikke. De vil slås og vil altid gøre det. Vi kan ikke ændre deres holdninger til vestlige værdier og ej hjælpe dem. Et menneskeliv for denne befolkning har ikke nogen værdi. Mit råd vil således være at lade dem slås i ro og fred. Det må da på et eller andet tidspunkt få en ende. Fred i dette land må komme indefra - verdenssamfundet kan ikke hjælpe dem til, at foretrække dialog frem for våben. Hvor lang tid vil vi endnu lade unge mennesker dø for Afghanistans forkvaklede menneskesyn, og de krigsførende landes regeringers ulykkelige tro på forbedring og helbredelse i dette betændte område førend, at alle parter kommer til fornuft og indser, at denne krig er håbløs? Så kunne Danmark bruge alle de mange milliarder, der bliver sparet på denne tragedie af en konflikt, på noget mere fornuftigt. Det trænger vi i allerhøjeste grad til.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.