Brønderslev

Trænere med karisma

David Nielsen fra Lyngby og Bo Henriksen fra AC Horsens blandt undervisene på DBU Jyllands trænerseminar 2.- 3. januar på BI-Centeret

David Nielsen har en aktiv fodboldkarriere bag sig i blandt andet AaB. Her er han i aktion i en superligakamp. 3. januar kan han opleves som træner, der giver inspiration på BI-Centeret.Arkivfoto: Torben Hansen
David Nielsen har en aktiv fodboldkarriere bag sig i blandt andet AaB. Her er han i aktion i en superligakamp. 3. januar kan han opleves som træner, der giver inspiration på BI-Centeret.Arkivfoto: Torben Hansen Pressefotograf Torben Hansen

BRØNDERSLEV: Traditionen tro er der straks i det nye år mulighed for alle fodboldtrænere for at blive inspireret og få nye input til den daglige træning, når DBU Jylland i Brønderslev indbyder til trænerseminar 2.- 3. januar.

Hele seminaret afvikles denne gang i BI-Centeret på grund af stor travlhed på Nordjyllands Idrætshøjskole, og blandt underviserne på seminaret er de to karismatiske 1. divisions-trænere, David Nielsen, cheftræner i Lyngby, og Bo Henriksen, cheftræner i AC Horsens.

David Nielsen kommer fra Skagen, hvor han spillede sine første fodboldkampe, og hans aktive periode som fodboldspiller førte ham både til superligafodbold i OB, AaB og FC København samt udenlandske ophold med kampe i både Tyskland, England og Norge.

Derpå fik han succes som træner i norsk fodbold og er i øjeblikket nummer et i 1. division med Lyngby.

Bo Henriksen var i flere sæsoner en dygtig træner i Brønshøj, og nu forsøger han at få AC Horsens tilbage til Superligaen.

David Nielsen er på programmet søndag 3. januar i Brønderslev, hvor han skal fortælle om hvilke overvejelser der indgår i forberedelsen af det enkelte træningspas, og hvordan træningspasset opbygges og struktureres optimalt.

Desuden skal han tale om aftaler ved de defensive omstillinger, og hvordan spillerne skal agere.

Bo Henriksen er med som inspiration lørdag 2. januar, hvor han skal fortælle om, hvordan der arbejdes praktisk med de tekniske færdigheder, 1. berøringer og vendinger.

Desuden skal han berette om, hvilke overvejelser træneren skal gøre sig for at motivere og inspirere sine spillere til at præstere optimalt.

Desuden kommer også Jacob Friis, cheftræner AaB U19 liga samt assistenttræner AaB Superliga, og Morten Skjoldager, fysioterapeut AaB Superliga og Danmarks A-landshold.

Praktikken på trænerseminaret afvikles på Brønderslev IF’s kunstgræsbane, og sidste tilmelding for at komme med på seminaret er tirsdag den 22. december.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden