Trænerskifte har været godt for Schäfer
Mads Schäfer er blevet stamspiller under Thomas Thomasberg
Opdateret 10. maj 2022 kl. 16:44
HOBRO: Fire sejre i forårets første fire kampe har gjort, at det nok er meget få i Hobro IK, der fortryder, at man i løbet af vinterpausen skiftede Ove Pedersen ud med Thomas Thomasberg i trænerstolen.
Men Mads Schäfer (tidligere Jessen, red.) har grund til at være særligt tilfreds med byttet. For hvor midtbanespilleren i efteråret havde langt til spilletid, er han pludselig blevet stamspiller under den nye cheftræner.
- Thomasberg kom med friske øjne, så for mig handlede det om at gribe chancen og levere varen i træning og træningskampene. Det lykkedes jeg heldigvis med, og det er jeg selvfølgelig utroligt glad for, siger Mads Schäfer, der i det meste af efteråret måtte hente kampminutter på Hobros andethold i Serie 1.
- Det er noget sjovere at skulle møde ind til en 1. divisionskamp søndag klokken 13.45 end at skulle møde til en kamp mod en modstander, man ikke aner, hvem er, konstaterer Mads Schäfer.
Den gode start på foråret har også betydet, at det ikke længere er utænkeligt for Mads Schäfer at forlænge den kontrakt, der udløber til sommer.
- Selvfølgelig har jeg fået mod på mere, for det hele er jo vendt fuldstændigt i forhold til efteråret. Fra at have en rigtig træls hverdag er det hele lyserødt nu, og jeg kan sagtens forestille mig at blive, men vi er mange spillere, der har udløb, og jeg tror, at alle parter lige ser tiden an, før der sker noget mere, siger Mads Schäfer.
Mads Schäfer ventes igen at være med i startopstillingen, når Hobro søndag møder HB Køge. Der er kampstart på DS Arena klokken 13.45.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.