Borgerne har fået nok: Dagligt trafikkaos rammer stor forstad

Kloakarbejde har spærret for byens hovedfærdselsåre, og den alternative rute er nu så belastet, at trafikken næsten går helt i stå

Gistrup oplever i øjeblikket store trafikale problemer, og bilisterne skal vælge mellem enten at køre en kæmpe omvej eller holde i lang kø. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Gistrup oplever i øjeblikket store trafikale problemer, og bilisterne skal vælge mellem enten at køre en kæmpe omvej eller holde i lang kø. Foto: Torben Hansen

GISTRUP:- Det er helt klart noget, man taler om i byen. Det fylder, fortæller Lisbeth Jensen.

Hun er formand for Gistrup Samråd, og selvom hun i dag er pensionist og ikke kører til arbejde hver morgen, kender hun udmærket til de trafikale problemer i Gistrup.

Problemer, som samrådet skam havde forudset og råbt op om - men ikke til megen nytte. For nu er der mere eller mindre trafikalt kaos hver eneste morgen.

Problemerne opstår i t-krydset mellem Nøvlingvej og Hadsund Landevej. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Problemerne opstår i t-krydset mellem Nøvlingvej og Hadsund Landevej. Foto: Torben Hansen

Når der for tiden er store trafikale problemer i Gistrup, skyldes det kloakarbejde på Hadsundvej. 

Hadsundvej er almindeligvis hovedfærdselsåren ind og ud af byen, men den er spærret på grund af arbejdet. Derfor kører bilisterne ud mod Hadsund Landevej, der i forvejen er stærkt trafikeret. 

Det betyder, at bilisterne i Gistrup risikerer at holde i en over en kilometer lang kø for at kunne komme ud på Hadsund Landevej og væk fra byen.

- Det kan simpelthen være svært at komme ud herfra, fortæller Lisbeth Jensen.

Vil have lysregulering

De massive trafikproblemer har fået flere bilister til at tænke i lange, alternative ruter.

For eksempel ved at køre via Nøvling og enten køre videre mod vest for at ramme Aalborg eller mod øst for at ramme Hadsund Landevej længere mod syd.

Men Nøvling-løsningen er heller ikke optimal, forklarer samrådsformanden. Det flytter nemlig bare problemet, hvis alle bilisterne vælger at køre ad den vej i stedet.

Løsningen, ifølge både samrådet og flere borgere, er at få sat en midlertidig lysregulering op, der kan styre trafikken, så bilisterne fra Gistrup også har en chance for at køre ud af byen. Et forslag, som samrådet har talt med Aalborg Forsyning om, altså dem, der udfører kloakarbejdet.

- De så det også gerne. Problemet er, det er Vejdirektoratet, der er myndighed på Hadsund Landevej, og de er ikke lydhøre, siger Lisbeth Jensen.

- Vi har fra starten peget på, vi kunne ønske os en regulering ud mod Hadsund Landevej, for at det overhovedet skulle være muligt at passere, fortæller Lisbeth Jensen, der er formand for Gistrup Samråd. <i>Privatfoto</i>

- Vi har fra starten peget på, vi kunne ønske os en regulering ud mod Hadsund Landevej, for at det overhovedet skulle være muligt at passere, fortæller Lisbeth Jensen, der er formand for Gistrup Samråd. Privatfoto

Bliver ikke bedre

Formanden er heller ikke optimist i forhold til de trafikale forhold fremover. For selvom det nuværende kloakarbejde er sat til at slutte til januar, er der mere på vej.

- Når de skal til at grave Hadsundvej op inde i Gistrup, bliver det mange måneder, hvor byen spærres af, og folk får rigtig svært ved at komme forbi.

- Det her er kun forsmagen. Det bliver værre.

Kør mod vest

Hos Aalborg Kommune bekræfter teamkoordinator Brian Aagaard, at forsyningsselskabet har spurgt Vejdirektoratet om lov til at sætte et signalanlæg op. Det har det dog fået nej til i første omgang.

Mens Hadsundvej er spærret i begge retninger, og der ikke er noget midlertidigt signalanlæg, anbefaler kommunen derfor bilisterne at køre den helt modsatte vej via Nøvling og Visse, når de skal til Aalborg.

- Fordi trafikken er så stor, ved vi godt, de sandsynligvis ikke kommer ud på Hadsund Landevej, når der ikke er noget signalanlæg, forklarer han.

Selvom kloakarbejdet fortsætter det nuværende sted frem til januar, skal bilisterne i Gistrup ikke vente længe, før de igen kan køre til Aalborg via Hadsundvej. De åbner nemlig for kørsel den ene vej fredag 4. november.

Lisbeth Jensen har ret i, der igen senere vil komme spærringer i takt med, kloakarbejdet rykker længere mod syd og ind i Gistrup. Det vil være i perioder, og forventningen er, det arbejde vil ske i løbet af næste år, forklarer Brian Aagaard og understreger, det dog ikke er endeligt bekræftet, det bliver i 2023.

- Vi planlægger efter at få det overstået så hurtigt som muligt.

Proces er gået for langsomt

Hos Vejdirektoratet i Aalborg, fortæller afdelingsleder Niels Agerholm, at de godt kender til problematikken i Gistrup og også har fået borgerhenvendelser om sagen.

Han har ikke selv været inde i processen, og ved derfor heller ikke, hvorfor der i første omgang blev givet afslag på et signalanlæg. Han anerkender dog, at processen med at finde en løsning i Gistrup er gået for langsomt.

- Det er nok begrænset, hvor meget vi kan nå nu inden 4. november. Men der kommer en lukning igen, og vi vil tage fat i kommunen og få en god dialog med dem, så vi har styr på, hvad der skal ske, næste gang, der skal lukkes, siger afdelingslederen og forsikrer:

- Vi skal ikke stå næste gang og ikke have nogen løsning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
23-årig skyldig i at have dræbt 27-årig efter bytur - kammerat frifundet
Luk