Grundstødte lørdag: Nu er der godt nyt til Egholmfærgen

En dykker var i vandet for at undersøge og videodokumentere, om færgens skrog havde påtaget sig skader fra grundstødningen

Problemer med Egholmfærgen betød, at både kaptajn og passagerer lørdag eftermiddag var strandet i Limfjorden. Det var angiveligt motoren, der gik ud under færgefarten mellem Egholm og Aalborg.  <i>Foto: Lars Pauli</i>

Problemer med Egholmfærgen betød, at både kaptajn og passagerer lørdag eftermiddag var strandet i Limfjorden. Det var angiveligt motoren, der gik ud under færgefarten mellem Egholm og Aalborg.  Foto: Lars Pauli

AALBORG:En teknisk fejl var lørdag eftermiddag skyld i, at Egholm II, der sejler mellem Aalborg og Egholm, stødte på grund og lå stille i flere timer med både passagerer og besætning ombord.

Men nu er der godt nyt for færgen, fortæller Henrik Jess Jensen, der er afdelingsleder i by- og landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune.

- Den er indsat i drift igen og sejlede 6.30 mandag morgen, efter vi havde det, vi kalder for en kontrolleret grundstødning lørdag.

Grundstødningen skete, efter færgens motor gik ud på en tur mellem Aalborg og Egholm.

Ingen kom til skade ved hændelsen, og generelt var der god stemning, fordi Mette Petersen fra Kulturcenteret Fjordbyen nemlig sørgede for kolde øl og sodavand, som hun sejlede med en gummibåd ud til passagererne, der heldigvis også kunne slukke tørsten i flot solskinsvejr.

Så længe der er kolde øl, går det nok, fortalte en af passagererne til Nordjyskes fotograf.

Der var drama i den lette ende lørdag aften, da Egholmfærgen Egholm II var gået på grund ved Fjordbyen. Egholmfærgen (den gamle) kom til undsætning, og fik den nye bugseret hen til færgelejet. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Der var drama i den lette ende lørdag aften, da Egholmfærgen Egholm II var gået på grund ved Fjordbyen. Egholmfærgen (den gamle) kom til undsætning, og fik den nye bugseret hen til færgelejet. Foto: Martin Damgård

Dykker, teknisk fejlfinding og testsejlads

Før Egholm II igen kunne få lov til at sejle med passagerer, skulle det undersøges, hvorfor den tekniske fejl i første omgang skete.

Derfor var der søndag teknisk fejlfinding på fartøjet, hvor man fandt frem til fejlen, siger Henrik Jess Jensen. Derefter blev fejlen udbedret.

Der blev også sendt en dykker i vandet for at undersøge og videodokumentere, om færgens skrog havde påtaget sig skader fra grundstødningen. 

Den video blev sendt til Søfartsstyrelsen, som konkluderede, at der ikke var sket skade.

Det er normal procedure, at grundstødninger indmeldes til Søfartsstyrelsen, fordi styrelsen skal undersøge, om der kan være miljømæssige hensyn eller forhold omkring passagersikkerhed, de skal forholde sig til.

Efter godkendelsen fra Søfartsstyrelsen aftalte de to parter at tage en testsejlads for at sikre, at alt var, som det skulle være. Da dette gik godt, blev færgen godkendt til at sejle igen.

Derfor sejler Egholm II igen planmæssigt.

Egholm I indsat

Selvom den kontrollerede grundstødning foregik nogenlunde udramatisk, skulle der alligevel sættes ind.

For passagerer og besætning skulle på land, og det skete omkring klokken 19 lørdag, da søsterfærgen Egholm I sørgede for at trække den grundstødte færge fri.

Efterfølgende blev Egholm I i drift, indtil Egholm II altså igen blev godkendt til sejlads mandag morgen.

Egholmfærgen gik på grund

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.