Trafik

Frygter du kør-selv-ferien i elbil? Så er der gode råd her

Et stort salg af el-biler i Danmark de seneste år betyder formentlig, at mange nye danske el-bilejere skal på kør-selv-ferie i udlandet for første gang.
Et stort salg af el-biler i Danmark de seneste år betyder formentlig, at mange nye danske el-bilejere skal på kør-selv-ferie i udlandet for første gang. Arkivfoto

Selv om der efterhånden kører flere hundrede tusinde el-biler på de danske veje, så er der fortsat el-bilister, der ikke har kørt på udenlandske veje endnu. 

Er du en af dem, der planlægger at køre på ferie i din el-bil ud i Europa, så er her er flok gode råd. 

El-biler har jo som bekendt noget kortere rækkevidde end konventionelle biler drevet af fossile brændstoffer. Derfor er der ting, du kan gøre for at spare på strømmen og derved komme længere på kilowatten.

I 2024 udgjorde elbiler 51 procent af alle nye indregistrerede biler i Danmark, så der er en vis sandsynlighed for, at mange danskere kører på sommerferie første gang i elbil.

Uanset om sommerens kør selv-ferie foregår i elbil eller en bil med forbrændingsmotor, er SOS International klar med anbefalinger til, hvordan du bedst forbereder bilferien, så der forhåbentlig ikke bliver behov for vejhjælp undervejs. Hver sommer hjælper SOS International tusindvis af danskere, der får afbrudt ferien i udlandet på grund af et nedbrud på bilen.

Heldigvis kan de fleste køre videre efter en afbrydelse. Men særligt ét råd bør alle bilejere – uanset biltype - kende:

- Vi anbefaler, at man giver bilen et eftersyn på et værksted før afrejse, uanset om det er en elbil eller en bil med forbrændingsmotor. Cirka halvdelen af alle nedbrud skyldes problemer med bremser, kobling, gear og motor. Udfordringer, der opstår, når bilen er pakket til bristepunktet og kører lange stræk. Et værkstedsbesøg kan være med til at forebygge den slags, siger Jeppe Damgaard, teknisk chef for SOS Internationals Mobility Divison, Danmark.

Sådan gik det sidste sommer

Mere end 9.000 danskere fik hjælp af SOS International i forbindelse med bilnedbrud o.l. i udlandet sidste sommer.

De hyppigste årsager var: 

Motorfejl, punktering og startvanskeligheder

Her strejkede flest biler:

Tyskland, Sverige, Italien, Frankrig og  Norge

Der var størst efterspørgsel efter vejhjælp i uge 29. En femtedel af alle sommerens internationale vejhjælpssager blev registreret i denne uge.

Kilde: SOS International, internationale vejhjælpssager (inkl. Rødt Kort) i perioden 1. juni – 30. august 2024
1
Planlæg ruten
Der er længere mellem ladestanderne ude i Europa, så god planlægning er alfa og omega for el-bilisten. Arkivfoto: Henrik Bo

Hvis det er første bilferie i elbil, er det særligt vigtigt, at man planlægger ruten og turen mere detaljeret, end man plejer. Når man kommer syd for grænsen, er der færre ladestationer, end vi er vant til i Danmark og de nordiske lande. Derfor skal man sørge for ikke at køre strømmen helt i bund, for der kan være langt til næste lademulighed, og køkørsel plus en tungt pakket bil kan forkorte elbilens rækkevidde.

2
Vær forberedt på kortere rækkevidde

Langt de fleste elbiler, som kan anvendes til kør-selv-ferie, kører med en rækkevidde på mellem 400 og 500 kilometer fuldt ladet. Det er nogle hundrede kilometer mindre end en bil med forbrændingsmotor.  

Derfor skal man være klar på, hvor langt der er til næste ladestander. Tyskland er ved at være godt dækket ind med ladestandere langs Autobahn, mens det bliver mere udfordrende, når man kommer væk fra motorvejene.

3
Gode råd i hedebølger

De senere år har Sydeuropa haft hedebølger med temperaturer mellem 30 og 40 grader i løbet af sommeren. Så høje varmegrader kan også påvirke rækkevidden. For at undgå, at bilen bliver varm som et drivhus og bruger unødigt meget strøm til klimaanlægget, anbefaler SOS International, at man så vidt muligt parkerer i skygge.

Ved at starte hver køretur med nedrullede vinduer, så sparer du klimaanlægget for overarbejde. Og så kan du indstille kabinetemperaturen, så den ikke er alt for meget lavere end udetemperaturen. Og endelig bør du kun indstille elbilen til at nedkøle kabinen under parkering, når den er tilsluttet en oplader. Alt sammen sparer på strømmen.

4
Gode råd til kør-selv-ferie - uanset biltype
Hav altid et ladekabel med. Arkivfoto

Hold øje med vej- og trafikmeldinger i Tyskland, brug f.eks. ADAC: https://www.adac.de/verkehr/verkehrsinformationen/

Husk refleksveste, trekant, ladekabel, låsebolte til fælge og ekstranøgle.

Er der plads til et reservehjul, så medbring det. Hver femte assistance skyldes punktering, og en nødreparation kan som regel ikke benyttes på motorveje.

Medbring dit fysiske kørekort og et print af din registreringsattest. Du kan ikke regne med, at andre lande er lige så digitale, som du er vant til i Danmark, og udenlandske mekanikere vil ofte ikke reparere en bil uden fysisk registreringsattest.

Husk en powerbank eller back-up telefon.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden