Vej spærret: Nu rives bro ned
Arbejdet med at nedrive broen kommer til at få konsekvenser for både gående og kørende. Kridtsvinget spærres
Opdateret kl. 10:16
Det kommer til at påvirke trafikken, at cykelbroen over til- og frakørsel 23 Aalborg N nu bliver taget ned.
Sådan beskriver Nordjyllands Politi situationen.
Store maskiner fra en entreprenør skal "bide" broen i stykker, og derfor er Kridtsvinget afspærret både til og fra motorvej E45, skriver politiet på mediet X.
Det betyder samtidig, at der kun er to farbare vognbaner i sydgående retning gennem Limfjordstunnellen, og hastighedsgrænsen er samtidig sat ned til 50 kilometer i timen.
Politiet opfordrer derfor til, at man har tålmodighed og viser agtpågivenhed.
- Selve nedrivningen af stibroen foregår i dagtimerne lørdag 23. november.
- Arbejdet betyder, at til- og frakørsel 23 Aalborg N på E45, lukker fra omkring kl. 06 lørdag morgen den 23. november.
- Arbejdet forventes færdigt søndag morgen kl. 06, hvor til- og frakørslen igen åbner.
- Afkørselsrampe Rørdalsvej/Øster Uttrupvej i vestgående retning og tilkørselsrampe fra Øster Uttrup Vej til E45 vil dog være spærret i forlængelse af arbejdet og frem til den 22. december.
- I den periode pågår arbejdet med fundamenter til den nye bro, som kræver lukning af disse ramper.
- En oplagt alternativ vej er næste til- og frakørsel 24, hvilket giver cirka 1 km omvej.
- Til- og frakørsel 23 Aalborg N til E45 vil ved montagen af den nye stibro blive spærret fra fredag den 10. januar kl. 19 til mandag den 13. januar kl. 06 og igen fra fredag den 17. januar kl. 19 til mandag den 20. januar kl. 06.
Rives ned på et døgn
Lotte Braad Sander, der er fagprojektleder hos Vejdirektoratet, forklarer, at arbejdet med at få broen ned kommer til at tage et døgns tid.
- Det er en gammel træbro fra 1969, som står til udskiftning. Den kommende weekend kommer vores entreprenør med en masse store maskiner, som kan ”bide” broen i stykker, sagde hun til Nordjyske mandag.
Broen forbinder de to campusområder af Tech College, og studerende og lærere der kommer altså til at skulle en anden vej.
I stedet skal de benytte Øster Uttrup Vej, skriver Vejdirektoratet.
Den nuværende bro bliver erstattet af en bæredygtig løsning, der bliver en buebro i beton med et trædæk hængende i stålwires.
Vejdirektoratet forventer, at den nye bro er færdigmonteret i starten af februar 2025 og derefter er klar til at blive taget i brug.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.