- Tag hjem nu!
Mange busruter er allerede indstillet, og lammelserne i den kollektive trafik vil sandsynligvis brede sig i løbet af dagen
Opdateret kl. 12:44
Tag hjem nu, hvis du kan.
Så klar er meldingen fra Nordjyllands Trafikselskab, NT, onsdag formiddag.
De store mængder sne og den kraftige vind giver store trafikale udfordringer, og mange busruter er allerede blevet indstillet.
NT skriver i et opslag på Facebook, at de sandsynligvis kommer til at indstille meget mere af deres kørsel de kommende timer. De opfordrer derfor rejsende, der skal hjem med kollektiv trafik, om at tage af sted nu, inden man risikerer at strande.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at komme sikkert frem, men må også erkende, at vi er ved at nå det punkt, hvor det ikke længere er forsvarligt for hverken chauffører eller kunder. Vi beklager på forhånd til de af jer, der strander, fordi vi ikke kører.
Vurderer time for time
Driftschef Erik Frederiksen forklarer, at selskabet gør, hvad de kan for at holde de store færdselsåre åbne, men at der på de mindre ruter kan være omkørsler, for eksempel hvis bussen skal op ad en stejl bakke.
Ellers må de lukke dem helt.
- På nuværende tidspunkt er vi ikke der, hvor vi indstiller al trafik, men vi sidder og kigger på ruterne time for time og vurderer hele tiden med sikkerheden for øje.
Driftschefen understreger, at han ikke kan garantere, at hele den kollektive trafik kører i eftermiddag, når folk skal hjem fra arbejde.
- Nu er vi kommet lidt længere hen på dagen, så nu giver vi en opfordring til de, der er taget ud: Sørg nu for at komme hjem, når det er muligt.
Nordjyllands Trafikselskab har allerede aflyst følgende ruter: 73, 77, 110, 111, 112, 113, 118, 265 og 270.
Der kan ske flere aflysninger. Tjek din rejse her.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.