Trafikpolitik

Trafiksikre ideer efterlyses

Ideer til at forbedre sikkerheden i trafikken får mulighed for at blive belønnet. Arkivfoto
Ideer til at forbedre sikkerheden i trafikken får mulighed for at blive belønnet. Arkivfoto

Opdateret 17. maj 2022 kl. 10:38

Gode ideer til forbedring af trafiksikkerheden efterlyses.

GF Forsikring Thy & Mors opfordrer borgerne i området til at komme ud af busken og spille ind med ideer, der kan være med til at forbedre trafiksikkerheden i Danmark.

Forsikringsselskabet meddeler nemlig, at den nationale trafikpris, Danskernes Trafikpris, som firmaet står bag, er åben for nye ansøgere. I alt 200.000 kr. er i spil til forskellige projekter, lyder det i en pressemeddelelse fra selskabet.

- Om man søger 5.000 kr. eller 50.000 kr. er ikke så vigtigt. Det afgørende er ideen bag og evnen til at udføre den i praksis. Ideen skal, udover at have et relevant trafiksikkerhedsmæssigt mål, have et lokalt afsæt med potentiale til større udbredelse, siger Jette Brandstrup, formand for GF Forsikring Thy & Mors.

- Senest er prisen bl.a. gået til et cykelprojekt i Haderslev, der giver internationale studerende mulighed for billigt at leje cykler. Et andet eksempel er en børnehave i Ejby, der får støtte til at bygge en trafiklegeplads. Vi har også støttet flere projekter, der har haft fokus på ældres trafiksikkerhed, fortæller Jette Brandstrup.

For at komme i betragtning til en puljen i Danskernes Trafikpris, skal man gå ind på www.trafikpris.dk og sende en ansøgning med sin ide.

Danskernes Trafikpris blev stiftet i 2005 af GF Forsikring med det formål at fremme trafiksikkerheden i Danmark. Pengene til prisen kommer fra den årlige GF Sikkerhedsdag, der foregår på køretekniske anlæg i rundt om i landet. Hver deltager betaler 100 kr. som går ubeskåret til Danskernes Trafikpris.

Forsiden