Tre aalborgensere efterlyses for Randers-drab
Politiet vurderer drabs-mistænkte som farlige - de efterlyses nu både i Danmark og internationalt
Opdateret 25. december 2017 kl. 13:05
HELE LANDET: To mænd og en kvinde fra Aalborg er nu efterlyst i Danmark og gennem Interpol for drabet på en 30-årig mand i Randers fredag aften. Politiet beskriver de mistænkte som farlige.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om den 36-årige Mads Anker Stæhr Thorsen, den 19-årige Jonas Jørgensen og den 38-årige Pernille Klarskov Jeppesen. De mistænkes alle for at have tilknytning til skuddrabet, der blev begået foran Randers Regnskov om aftenen den 22. december.
Ifølge Østjyllands Politi skal man straks ringe 112 og holde sig på afstand, hvis man ser de mistænkte. Politi vurderer, at de mistænkte kan være bevæbnede og farlige.
Ransagninger i Aalborg
Østjyllands Politi fik den 23. december assistance fra Nordjyllands Politi til at trænge ind og ransage flere adresser i Aalborg, hvor de tre personer tidligere har opholdt sig. Ingen af de tre befandt sig på adresserne.
- Det er højeste prioritet for os at få fat i de tre mistænkte, og vi efterlyser dem både bredt i Danmark og gennem Interpol, da vi ikke kan afvise, at de er søgt ud af landet. Jeg vil opfordre til, at man straks henvender sig til politiet, hvis man sidder inde med oplysninger, der kan lede os til de mistænkte, siger politiinspektør René Raffo.
De tre personer, der efterlyses, er alle kendt af politiet i forvejen. Det er Østjyllands Politis vurdering, at der er tale om et internt opgør i det kriminelle miljø, men at det ikke har sammenhæng med en bandekonflikt.
Har man oplysninger i sagen, kan man ringe til politiet på telefon 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.