Sønderup

Tre biler i sammenstød på A13

Hovedvej spærret i knap halvanden time - glatføre kan have været årsag til uheld ved Sønderup

Foto: Jan Pedersen
Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 21:25

SØNDERUP: Tre biler var impliceret, da der kort før klokken 17 mandag eftermiddag skete et voldsomt sammenstød på hovedvej A13 tæt ved motorvejsafkørslen mod Sønderup.

Ifølge vagtchef Mogens Hougesen, Nordjyllands Politi, kom to personer lettere til skade. Begge er blevet kørt på Aalborg Universitetshospital til et tjek for deres skader.

Uheldet skyldes muligvis glat føre.

- Vejdirektoratet meddelte i hvert fald, at der blev saltet præventivt over hele Nordjylland sent mandag eftermiddag, siger vagtchefen.

Han oplyser, at uheldet skete, da en varebil på vej mod syd kom over i modkørende vejbane.

- Varebilen påkørte en modkørende ved venstre forhjul, og efterfølgende ramte den frontalt ind i endnu en modkørende bil, forklarer vagtchefen.

Hovedvejen var spærret i omkring halvanden time, mens oprydningen stod på.

Spærringen af hovedvej A13 betød, at der også var kødannelse helt ud på motorvej E45 ved afkørslen til hovedvej A13.

- Bilister kunne - mens oprydningen stod på - ikke komme af motorvejen i sydgående retning. Og man kunne ikke komme fra A13 og ind på motorvejen sydfra, forklarer Mogens Hougesen.

Politiet havde en skiltevogn og betjente på stedet, som forsøgte at dirigere trafikken ad alternative ruter.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden