Aså

Tre dage med fest på havnen

En weekend med stor aktivitet

The Kæjlænders vender tilbage til havnefestivalen.Foto: Henrik Louis
The Kæjlænders vender tilbage til havnefestivalen.Foto: Henrik Louis

ASAA: Endnu en festlig weekend venter i Asaa. Der er havnefestival fredag, lørdag og søndag.

Nu er hele programmet for Havnefestivalen på plads.

Fredag aften er der Hawaiiparty med sand mellem tæerne, farverige drinks og festlig diskoteksmusik ved DJ Magicpower.

- Denne aften er fortrinsvis for unge mennesker, men alle er velkomne, fortæller Erik Husted Henriksen fra Asaa Boldklub.

Forfatterbesøg

Lørdag åbnes Havnefestivalen af forfatteren af den nyeste bog om Asaa, Nina Olsen, og derefter går det løs med festlig musik flere steder på havneområdet. The Kæjlænders spiller i den gamle auktionshal, hvor der også serveres mad med tilknytning til havet.

Gerå Engvejs orkester spiller fortrinsvis ved ”Smugkroen”, men kan findes over hele området.

De går planken ud

Klokken 14 sker der noget i havnebassinet. Der gås ”planken ud”.

- Det vil sige, at der kæmpes på en smal planke, og det ender jo nok med, at den ene part skubbes i vandet, siger Erik Husted Henriksen.

Blandt deltagerne er Buffy, kendt fra et af de populære realityshows.

Klokken 15 spiller ”Sunshine Stompers” happy New Orleans Jazz på havnefronten og de kan nydes sammen med et glas køligt fadøl.

Stegt flæsk og persillesovs

Klokken 18 er der fællesspisning i det store telt – stegt flæsk og persillesovs.

Klokken 19 bliver Asaa-borgere spiddet i ”Sladderbænken”. Klokken 20 går ”Mason” på scenen og spiller til havnebal til klokken 01.

Søndagen starter med en gudstjeneste i teltet ved sognepræst Jeanette Geller og derefter åbner ”Smagens Dag” hvor mange firmaer udstiller og uddeler smagsprøver. En snes firmaer har meldt sig på banen.

- Musikken fortsætter og i løbet af dagen er der igen underholdning i havnebassinet.

Ølkassestabling

Denne gang er det en konkurrence i ølkassestabling mellem Asaa Borgerforening, Asaa Billardklub og Asaa Camping – en begivenhed der altid ender meget våd!

Først på eftermiddagen er der mulighed for en hurtig tur på havet med ”Rib-it”, der er kendt fra sine sejladser fra Hals Havn.

Klokken 14 er der opvisning af Hjallerup Gymnastikforenings Sommerhold og af Jam Cheerleaders fra Frederikshavn.

Redningsdemonstration

Klokken 12.30 vil Falck demonstrere redningsaktioner og måske give en tur op med stigevognen.

Begge dage er der servering i Auktionshallen og Cafeen serverer kaffe og te, vafler, lagkage slush-ice, softice og de meget eftertragtede ”Lindys Jødekager”.

Asaa Boldklubs tombola er fyldt med mange fine gevinster.

På græsplænen ved teltet er der begge dage forskellige aktiviteter for børn, hoppepude, ansigtsmaling, snobrødsbagning, børneloppemarked m.m.

Søndagsmarked bevares

Endvidere er der loppemarked forskellige steder på havneområdet. Det traditionelle marked opretholdes trods havnefestivalen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden