Tre dømt for rå kødhammer-vold mod medfange
Overfald i Kragskovhede Fængsel førte til fængselsdomme og en udvisning
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:02
JERUP: Tre indsatte fra Kragskovhede Fængsel blev fredag ved Retten i Hjørring idømt fængselsstraffe fra seks til otte måneder efter et voldsomt overfald på en medfange 9. januar i år.
De blev dømt for at have slået medfangen i Kragskovhede Fængsel i hovedet, på hænder og arme med en kødhammer.
Desuden slog, sparkede og trampede de på ham, mens de holdt ham fast på gulvet, ifølge dommen.
Medfangen fik flere sår i hovedet og på armene og knoglebrud i hænderne.
En af de tre indsatte blev desuden dømt for tidligere at have truet en fængselsbetjent i en arrest et andet sted i Jylland.
Dommene over de tre indsatte lød sådan: 23-årig mand blev idømt otte måneders fængsel. 36-årig mand blev idømt seks måneders fængsel. 23-årig mand blev idømt syv måneders fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år, oplyser anklager Bjørn Fogh.
Alle tre nægtede sig skyldige, men modtog dommene. Bortset fra den sidstnævnte, der ankede den del af dommen, som omfatter udvisningen.
De tre blev blandt andet dømt på baggrund af videoptagelser fra Kragskovhede Fængsel. Retten fandt det dog ikke bevist, at de begik volden mod medfangen efter "forudgående aftale".
Offeret, som blandt andet blev slået med kødhammer, ønskede ikke at udtale sig, og to af de tre tiltalte ville heller ikke afgive forklaring i retten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.