Tre et halvt års psykisk terror slut
Jens og Vita Sørensen får 600.000 kr. i erstatning for naboskabet til testcentret i Østerild Klitplantage
HJARDEMÅL KLIT: Der var godt nyt til Jens og Vita Sørensen, da de i fredags åbnede et brev Taksationsmyndigheden - den myndighed, der fastlægger størrelsen på erstatninger til naboer til vindmøller.
600.000 kroner får parret i godtgørelse, fordi de er blevet naboer til det nationale testcenter for vindmøller i Østerild Plantage.
- Det var da positiv overraskelse, at vi fik så meget, siger Jens Sørensen - der fik brevet med posten, mens hans kone var ude for at lufte deres hund. Han ventede med at åbne konvolutten, indtil hun kom hjem.
- Jeg turde ikke lukke brevet op, siger han.
Fredagens brev ankom næsten tre et halvt år efter, at der blev leveret et andet brev til de tidligere indehavere af Hjardemål Klithotel. Det var ikke postbuddet, der kom med det første brev - det blev bragt ud med taxa midt om natten.
Det var dengang, Jens og Vita Sørensen og de andre beboere i området fik nyheden om, at de ville blive naboer til nogle af verdens største vindmøller - i det nationale testcenter for vindmøller, der skulle anlægges midt inde i Østerild Klitplantage.
En nyhed, der kom som et lyn på en klar oktoberhimmel over det tyndt befolkede og naturskønne område.
Det natlige brev blev starten på, hvad Jens Sørensen kalder ”tre et halvt år med psykisk terror”.
- Nu er det afsluttet, og så må vi tage det herfra, siger han.
De to, der begge er tæt på 70 år, håber på et tidspunkt at sælge huset i Hjardemål Klit til fordel for et i Thisted.
Med erstatningen er der nu en chance for at de kan komme derfra uden et stort tab - trods forringelsen af herlighedsværdien.
- Hvis ikke vi havde fået pengene, havde vi været stavnsbundet herude, siger Jens Sørensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.