Tre køretøjer stjålet fra virksomheder
Tyve snuppede først nøgler og derefter to biler og en lastbil ved indbrud
Opdateret kl. 18:57
NORDJYLLAND: Nordjyllands Politi efterlyser tre køretøjer efter indbrud hos tre nordjyske virksomheder.
I alle tilfælde brød en eller flere ukendte gerningsmænd ind hos firmaerne, og først fandt tyven(e) frem til nøglerne og derefter forsvandt køretøjet fra virksomheden.
Fra et firma på Toftevej i Aabybro er der stjålet en hvid Fiat Ducato med registreringsnummeret XT 88 997. I Støvring slog tyvene til på Vestervænget, hvor der er forsvundet en hvid BMW 335 diesel med registreringsnummeret XS 89 530, og endelig blev der stjålet en mindre rød lastbil af mærket Iveco 35 fra Lufthavnsvej i Nørresundby. Lastbilen, med registreringsnummeret VK 89 607, var læsset med et ton kobber.
- Vi ved selvfølgelig ikke, om det er de samme gerningsmænd som har været på spil, men det virker påfaldende at tyve har slået til mod tre virksomheder i løbet af samme aften eller nat, siger vagtchef Carsten Kjær fra Nordjyllands Politi.
De stjålne biler er forsvundet i tidsrummet fra tirsdag sidst på eftermiddag og onsdag morgen.
Nordjyllands Politi hører gerne fra vidner som har set de tre biler.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.