Tørke

Tre nordjyder sigtet for at tænde bål

Afbrændingsforbuddet blev overtrådt tre forskellige steder i Nordjylland fredag aften

Det er måske meget hyggeligt med et bål i haven, men det er altså ulovligt lige nu. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier
Det er måske meget hyggeligt med et bål i haven, men det er altså ulovligt lige nu. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

NORDJYLLAND: Der gælder fortsat afbrændingsforbud i det knastørre Nordjylland, og det lærte tre nordjyder på den trælse måde fredag aften. De blev nemlig alle tre sigtet for at antænde bål eller brænde haveaffald af. Det kan udløse en bøde på 5000 kroner til hver af dem.

Først var den gal i Rørholt ved Dronninglund. Klokken 21.22 fik Nordjyllands Politi en melding om, at der blev brændt noget af i to olietønder. Politiet dukkede op på adressen og sikrede sig, at ilden blev slukket, hvorefter grundejeren blev sigtet.

Klokken 22.55 gik turen så til Sønderskovvej, Sønderskov ved Hjørring, hvor der var tændt bål i en have. Her blev en mand også sigtet, oplyser vagtchef Bruno Brix.

Blot fire minutter senere var en anden politipatrulje kørt til Nebstrupvej i Havndal ved Hadsund, hvor en mand blev sigtet for at antænde bål i sin have - endda tæt på en kornmark, lyder det fra vagtchefen.

Ingen af de tre steder bredte ilden sig. Men der er en god grund til, at der gælder et afbrændingsforbud, siger Bruno Brix:

- Lidt hårdt sagt er det ikke de store sager. Men det er altså farligt med åben ild lige nu, understreger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden