Tre smittede lukker kinesisk millionby forud for vinter-OL
Kina sigter efter nul coronasmittede. Derfor fører selv få smittetilfælde til nedlukninger af byer.

Residents line up for nucleic acid testing following COVID-19 outbreak in Zhengzhou Stringer/Reuters
Mere end en million borgere i en by i det centrale Kina skal blive hjemme på grund af tre coronatilfælde.
Byen Yuzhou, som har omkring 1,17 millioner indbyggere, er tirsdag lukket ned, fordi der de foregående dage er fundet tre smittede med coronavirus.
Det er sket som led i Kinas strategi om at sigte efter nul coronasmittede.
Med strategien følger stramme indrejserestriktioner og hårde nedlukninger frem mod vinter-OL, der begynder om en måned i hovedstaden, Beijing.
Strategien er kommet under pres, fordi der den seneste tid har været en lang række af lokale smitteudbrud.
Yuzhou, som ligger i Henan-provinsen, meddelte mandag aften, at alle borgere skal blive hjemme for at mindske spredningen af coronavirus.
Myndigheder i byen havde i forvejen besluttet at stoppe for brugen af busser og taxier, mens også shoppingcentre, museer og turistattraktioner allerede var blevet lukket.
Yuzhou ligger ikke tæt på Beijing, hvor vinter-OL foregår - cirka 700 kilometer sydvest derfra.
Men strategien om nul smittetilfælde gælder altså hele landet. Tirsdag har Kina, som har 1,4 milliarder indbyggere, registreret 175 nye smittetilfælde.
Det er få både set i forhold til landets størrelse og sammenlignet med andre lande. Men antallet af nye coronatilfælde over de seneste uger er alligevel på et niveau, som er det højeste siden marts 2020.
Det er bekymrende for de kinesiske myndigheder, der sigter efter et problemfrit vinter-OL.
Restriktionerne i Yuzhou minder meget om dem, der er indført i industribyen Xian.
Xian er blevet Kinas seneste epicentrum for coronasmitte og registrerede 95 nye smittetilfælde tirsdag. Byen har 13 millioner indbyggere og har været under nedlukning i næsten to uger.
/ritzau/AFP
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.