Tre tyve fængslet
De tre mænd, som onsdag morgen blev anholdt kort efter tyveri er nu varetægtsfængslet
Opdateret kl. 19:46
RÆHR: Tre mænd på 22, 25 og 28 år har alle kæret en varetægtsfængsling i fire uger på en sigtelse for tyveri af værktøj, en el-cykel og en ATV for i alt 150.000 kroner.
Tyveriet skete omkring klokken tre onsdag morgen hos firmaet Dykkerstaal A/S i Bjerre øst for Ræhr, men en medarbejder, der var på vej på arbejde opdagede tyvene.
Kort efter kunne politiet anholde trioen på den 28-åriges bopæl i Ræhr og her fandt politiet også tyvekosterne.
De to andre mænd var fra Aalborg og de blev alle fremstillet i et grundlovsforhør onsdag.
Efterforskningen af sagen vil muligvis føre til at de tre kan sigtes for yderligere indbrud, men hos Midt- og Vestjyllands Politi vil man hverken be- eller afkræfte at trioen har været under overvågning.