Tre virksomheder med i kapløb
Creas, Hosta og Intech dyster fra Brønderslev Kommune
BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Jagten på Nordjyllands mest innovative virksomhed er i fuld gang – også i Brønderslev Kommune.
Der har været mange gode bud på, hvem der skal repræsentere kommunen i den regionale finale og semifinalisterne er nu fundet.
De enkelte virksomheder blev bedømt på deres innovationsniveau og ud fra dette, er semifinalisterne blevet fundet.
De tre mest innovative virksomheder i Brønderslev Kommune er Creas fra Dorf ved Dronninglund, Hosta Industries fra Hjallerup og Intech International fra Brønderslev.
- Alle tre virksomheder har udvist stor innovation og nytænkning inden for hvert af deres områder, hvilket har sikret dem titlen som en af de mest innovative virksomheder i Brønderslev Kommune skarpt forfulgt af de øvrige deltagende virksomheder, fortæller erhvervschef Marianne Gade.
Vinderen, og dermed Brønderslev Kommunes finalist i den regionale finale, bliver valgt af et dommerpanel bestående af Arne M. Jensen, bestyrelsesformand for Brønderslev Erhverv & Turisme, Martin Pedersen, kommerciel udviklingschef hos Nordex Food (sidste års finalist), Morten Dahlgaard, fuldmægtig ved AAU samt Christian Nielsen, innovationsekspert ved AAU.
Hvem der løber med sejren, og som skal repræsentere Brønderslev Kommune i den regionale finale, offentliggøres på Brønderslev Erhverv & Turismes generalforsamling torsdag 27. marts 2014 på Hotel Hjallerup Kro.
I finalen, som afholdes i Europa-hallen i Aalborg torsdag 15. maj 2014, kæmper virksomheden mod repræsentanterne fra 10 øvrige nordjyske kommuner, om at blive den mest innovative virksomhed i Nordjylland. Præmien består blandt andet af rådgivningsydelser til en samlet værdi af 100.000 kr.
Det er anden gang innovationskonkurrencen Tag Fat holdes. Igen i år har der været stor deltagelse til konkurrencen, som har det formål, at sætte fokus på nordjysk innovation som en drivkraft til vækst blandt små og mellemstore virksomheder i Nordjylland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.