Tungt skib at rette kursen op på

Center Familie og Handicap prøver at rekonstruere et sagsområde med mange års store udfordringer.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Centerchef Jette Christensen erkender, at det første år i det nye center har været turbulent og har givet organisatoriske udfordringer.

Rebild Kommune forsøger for tiden at genopbygge administrationen af sagerne om udsatte børn og familier og handicappede børn og voksne. Den seneste tids mange sager, som har sat kritisk fokus på Rebild Kommune, har dog vist, at der er lang vej endnu, og borgmester Anny Winther (V) har flere gange erkendt, at kommunen ikke har gjort det godt nok. Nyt center og nye chefer 1. januar 2011 samlede kommunen hele det såkaldt specialiserede område i et helt nyt Center Familie og Handicap, som også fik nye chefer. Direktør Søren Kjær blev først ansat i Rebild Kommune 1. januar 2011 og fik blandt andet ansvar for Center Familie og Handicap, og centerchef Jette Christensen blev flyttet til det nye center fra sin tidligere stilling som kommunens dagtilbudschef. Men det første år har været turbulent. Der har været mange sygemeldinger og stor udskiftning blandt personalet. - Når man samler forskellige funktioner, giver det nogle organisatoriske udfordringer. For eksempel er der et par gange i løbet af dette år skiftet leder på den socialfaglige del, siger Jette Christensen. Søren Kjær bruger billedet med en supertanker: - Der har efterhånden i nogle år været store økonomiske udfordringer på det specialiserede område. Det er et kæmpeskib, der sejler af sted med en hel masse i lastrummet, og det tager lang tid at rette kursen markant op. Og det skyldes jo, at vi har med mennesker at gøre, siger Søren Kjær. Ansatte trives faktisk Byrådet har for nylig opnormeret centret med to ekstra socialrådgivere, og der kom 30 ansøgere. - Folk er altså ikke skræmt væk fra at arbejde i Rebild Kommune. Det var heller ikke kun nyuddannede, der søgte, langt de fleste var erfarne, siger Jette Christensen. Det kan Lissy Mortensen, arbejdsmiljørepræsentant for alle ansatte i administrationsbygningen i Terndrup, bekræfte: - Der er faktisk et godt klima i afdelingen. I en ny trivselsundersøgelse er hovedparten af medarbejderne faktisk rigtig glade for at arbejde her. Og de vil heller ikke stå tilbage for at anbefale andre at søge, siger hun.