Tur til Skt. Petersborg
Med Freja til Skt. Petersborg. Det er temaet i Foreningen Norden tirsdag 21. februar.
Aftenens gæster er Jonna og Jørgen Fristrup, der fortæller om Skt. Petersborg.
- I 2010 sejlede vi til Skt. Petersborg. Vores beretning omhandler de oplevelser, turen bød på såvel til lands som til vands. Turen omfattede besøg i Sverige, på Aaland, i Finland, i Estland, på Gotland og selvfølgelig i Rusland.
Turen foregik for en stor dels vedkommende i Valdemar Sejrs kølvand. Han tog turen i 1219 og ifølge Jordebogen 1231 besøgte han en del steder undervejs. Blandt andet Utklippan, Kalmar, Spårö, St. Askö, Arkösund, Baggensstä, Stockholm og Hangö.
- Turen var vores første længere sejlads som pensionister. Den varede ca. tre måneder, fra juni til september.
Turen gav lyst til mere, så siden har vi besøgt Lofoten i 2011, Kanaløerne i 2012 og Haparanda 2014. Vintermånederne bruges så til at berette om vore oplevelser for interesserede.