Turister hentes i Sverige
Turistfolk venter sig meget af et samarbejde over Kattegat.
LAG-Brønderslev og LAG-Vendsyssel (Hjørring og Frederikshavn) har store planer om at samarbejde over vandet. LAG-Vendsyssel samarbejder med tre kommuner og LAG-Brønderslev med fire kommuner i Midt-Småland, heriblandt den svenske venskabskommune Nässjö. De syv kommuner er naboer, så indsatsen kan give synergieffekt. LAG-Brønderslev har været på besøg i Sverige, efter at der var svensk besøg i Brønderslev Kommune. Formand for LAG-Brønderslev, Hans Jørgen Melvej, Thorup, fortæller, at samarbejdet endnu er på et indledende stadie. - Vi har snakket sammen i de to LAG-grupper i Vendsyssel, og vi skal også have en snak med Stena Line, der jo forhåbentlig ser muligheder i at fragte turister begge veje over Kattegat. I Brønderslev Kommune er det specielt Jyske Ås, der er inde i billedet til at tiltrække turister. LAG-Brønderslev har netop fået 125.000 kr. fra Realdania til at udvikle projektet. - Projektbeskrivelsen skal være færdig til efteråret, og inden jul, regner vi med at få at vide, om vi kommer med i den næste pulje. Realdania har afsat ca. 40 mio. kr. til projektet "Stedet Tæller". Her faldt man specielt for det samarbejde, der er lagt op til i LAG-Brønderslev med indtil nu 43 private aktører i Jyske Ås-området. Hans Jørgen Melvej siger, at der er uanede muligheder i Jyske Ås-området. - Og får vi yderligere ca. tre mio. kr., kan vi komme langt. I de svenske kommuner er der interesse for heste, og der indgår flere initiativer med heste i LAG-Brønderslevs initiativer. Blandt andet et høhotel ved Flauenskjold, hvor folk, der vil nyde den vendsysselske natur fra hesteryg, kan overnatte.