Turisterne strømmer til Børglum

Kloster rider videre på succesbølge fra tv-julekalenderen.

Der er ikke meget plads ved billetsalget på Børglum Kloster. Præcis hvor mange besøgende der har været indtil nu er ikke talt op, men i og med at der plejer at være lukket på nuværende tidspunkt, gættes der på en fremgang. Foto: Bente Poder

Der er ikke meget plads ved billetsalget på Børglum Kloster. Præcis hvor mange besøgende der har været indtil nu er ikke talt op, men i og med at der plejer at være lukket på nuværende tidspunkt, gættes der på en fremgang. Foto: Bente Poder

Galleri - Tryk og se alle billederne.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Julen varer lige til påske. Sådan lyder teksten i hvert fald i den kære, gamle julesang, men på Børglum Kloster ligger de sandhed bag ordene. Og der er ingen der siger, at den ikke kan vare meget længere. Efter julekalendersuccesen Ludvig & Julemanden er folk valfartet til det gamle kloster, og selvom den søde juletid ligger bag os, er der stadig travlhed på Børglum. Mange steder i landet holder de nemlig vinterferie i denne uge, og det kan mærkes på besøgstallet. - Vi har rigtig mange besøgende. Normalt holder vi lukket ind til påske for at gøre klar til sæsonen, så det er første gang, vi holder åbent så tidligt, fortæller godsejer Anne Rottbøll. Til påske - og længere endnu Da det kom frem, at Ludvig & Julemanden skulle indspilles på Børglum Kloster, blev stedet spået til at få langt flere besøgende. Anne Rottbøll var dog ikke helt så sikker. - Alle sagde, at der nu ville komme mange flere mennesker, men det var en lotteriseddel vi købte. Ingen vidste, hvordan det ville gå. Det kunne have været en dårlig julekalender, og så ville situationen være en helt anden, siger hun. Mens indspilningen af julekalenderen stod på, betød det hårdt arbejde og udgifter for det gamle kloster og dets ejere. Nu kommer belønningen så i form af udvidede åbningstider og en strøm af turister. Smitter af på hele regionen Opsvinget er ikke begrænset til Børglum, og det kan mærkes hos flere af de andre turistattraktioner i området. - Jeg hører fra mange andre, at de også kan mærke, at der er flere turister i området, siger Anne Rottbøll. Skallerup Klit feriecenter får blandt andet også gavn af julekalendersuccesen, da en del af de besøgende på Børglum kører videre og overnatter der. Omvendt sender de også deres gæster videre til de andre turistattraktioner i området, heriblandt Børglum Kloster. Uundværlig reklame Anne Rottbøll er ikke i tvivl om, at julekalenderen gav turismen et skub, som har været altafgørende for den nuværende succes. - Den reklame TV2 satte i gang for Vendsyssel, ville vi aldrig kunne have klaret selv, siger hun. Om en julefortælling om en glad dreng, en forvirret julemand og et magtsygt spøgelse skal gøre Vendsyssel til nationens ypperste turistmål vides endnu ikke, men forventningerne til fremtiden er høje. - Vi skal ikke være udkantsdanmark. Det er heroppe, det sker, siger Anne Rottbøll.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.