Turistforeninger overvejer fusion
Turistforeninger i Skagen, Frederikshavn og Sæby kan blive en

På de kommende generalforsamlinger i Sæby, Frederikshavn og Skagen Turistforeninger skal man drøfte om de tre foreninger skal gå sammen og danne en turistforening. Det oplyser formændene for de tre foreninger Jacob Thorup Larsen, Sæby, Ulla Mosich, Skagen og Henrik Uhrenholdt fra Frederikshavn Turistforening. De tre formænd og deres næstformænd gik i januar i dialog for at se på et grundlag for en ny struktur på arbejdet for turismen og turisterhvervet i Frederikshavn Kommune. Ulla Mosich uddyber overfor NORDJYSKE Medier: - Vi lægger op til en sammenlægning så hurtigt som muligt, men det skal ske velovervejet, velgennemtænkt og med hensyntagen til de ansatte i Skagen, Sæby og Frederikshavn. Det er fortsat planen at drive tre turistkontorer. Formålet med fusionen er at styrke og øge den fælles indsats for udvikling og markedsføring af den samlede turisme i Frederikshavn Kommune. - Behovet for den fælles indsats er i tråd med udmeldingerne fra Frederikshavn Kommune, der også gerne ser en øget og samlet intensivering af turismesamarbejdet. Kommunen har således meldt ud at man ønsker at indgå en fælles kontrakt med os, forklarer Ulla Mosich. Man vil arbejde intensivt med udviklingspotentialet og markedsføringen i hele kommunen, og desuden vil den nye forening arbejde med stærk lokal opbakning og inddragelse af erhvervet og lokale ildsjæle. - Samtidig er det vores ønske fortsat at være en stærk og ydende samarbejdspartner i Toppen af Danmark, da vi mener, at dette samarbejde er af stor betydning for hele vores område, udtaler de tre turistforeningsformænd. Der er generalforsamling i Sæby Turistforeningen 22. marts, i Frederikshavn 19. april og i Skagen 24. april. - Nu håber vi at medlemmerne bakker op om vores forslag, for i bestyrelserne er vi enige om at sammenlægningen er vejen frem, siger Ulla Mosich.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.