Turkish Airlines på pause i Aalborg
Det er snart slut med at flyve direkte til Istanbul - ruten vender tilbage næste år
Opdateret kl. 14:41
AALBORG: Turkish Airlines skærer ned på sine ruter mellem Istanbul og Europa. Det rammer også Aalborg Lufthavn, hvor selskabet har valgt at droppe flyvningerne i vinterhalvåret.
Hidtil har der været fem ugentlige afgange mellem Aalborg og Istanbul, men fra 30. oktober til og med 25. marts næste år, hvor sommerprogrammet starter igen, er der ingen.
I stedet har Turkish Airlines valgt at samle flyvningerne i Billund, der fortsat vil have fem ugentlige afgange.
En beslutning, der ærgrer Aalborg Lufthavns direktør Søren Svendsen, der gerne havde set, at flyvningerne var fortsat fra Aalborg.
Billund ligger bedre
Men selskabet valgte at se på, hvor mange passagerer, der er indenfor en radius af halvanden times kørsel - og der ligger Billund bedre.
- Set fra luftfartselskabets side kan jeg godt forstå, at man vælger at samle afgangene i en lufthavn i stedet for at have tre det ene sted og to det andet.
Det er anden gang i år, at Aalborg Lufthavn må sige farvel til et af de store selskaber. Lufthansa gik i marts fra 14 ugentlige afgange til Frankfurt til en enkelt, som snart stopper helt.
Søren Svendsen mener dog ikke, at der er tale om en trend. Det er af vidt forskellige årsager, at lukningerne er sket.
- Vi har ikke talt med én ansat i Lufthansa, der kan tale dansk, som forstår, at de stopper. Og hvad Turkish Airlines angår, så er vi en del af verden, og der sker nogle ting, som vi ikke er herrer over. Det er jo ikke kun Turkish Airlines - det er også alle charterafgangene til Tyrkiet - som har haft det svært. Men det er naturligvis træls for os, og det vil kunne ses på vores udenrigstal, siger han.
Beholder kontor i Aalborg
Han er sikker på, at Turkish Airlines er på vingerne over Aalborg næste år. Ikke mindst fordi selskabet beholder sit kontor i lufthavnsbygningen og er i fuld gang med at sælge billetter til sommersæsonen.
- Og så arbejder vi på højtryk på at skaffe ny trafik. Vi har i årevis arbejdet på Paris og London, og når den nye lufthavn i Berlin på et tidspunkt står klar, så har vi en godt kontakt med Air Berlin, siger Søren Svendsen.