Tusindvis af børn søgte råd om ensomhed og selvskade i 2021
Børnetelefonen modtog i 2021 over 55.300 opkald, hvilket ifølge Børns Vilkår er rekordmange.
Hos Børnetelefonen har de frivillige rådgivere haft over 55.300 samtaler med børn og unge i løbet af 2021.
Det er rekordmange samtaler, som især skyldes, at tjenesten har været i stand til at besvare flere henvendelser.
Det har den blandt andet, fordi den i november blev døgnåben. Desuden har Børns Vilkår fået flere frivillige, fordi det nu er muligt at rådgive hjemmefra.
Det skriver Børns Vilkår, der driver Børnetelefonen, i en pressemeddelelse.
Der ses særligt en stigning i andelen af samtaler om ensomhed og selvskade, viser tallene fra Børns Vilkår.
I 2020 handlede 20,8 procent af samtalerne om psykisk mistrivsel.
Den andel er steget til 22,8 procent i 2022. I kategorien er selvmordstanker den hyppigste årsag til henvendelse, mens ensomhed er kommet med på listen over de ti mest hyppige årsager til, at børn og unge henvender sig.
Ifølge direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl er der "ingen tvivl om", at coronakrisen har været og fortsat er afgørende for børns trivsel.
- Inden corona kom, var det forelskelse og kærlighed, der var den hyppigste henvendelsesårsag på Børnetelefonen. Men fordi børn har været mere i hjemmet de seneste år, har problemer med trivslen i familien fyldt mere.
- Vi oplever også, at flere har brug for at tale om ensomhed. Mange har svært ved at håndtere den sociale isolation og har oplevet tab af vigtige venskaber, siger han i pressemeddelelsen.
Han siger, at man forventer en fortsat stigning af samtaler om selvmordstanker.
Det skyldes, at Børns Vilkår efter døgnåbningen i november kan se, at netop den slags samtaler er hyppigere om natten.
Gennemsnitsalderen for de børn og unge, der ringede ind i 2021, var 14,5 år.
Det hyppigste emne var forholdet mellem børn og forældre.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.