I ”Broen” er der fuld knald på, et kolossalt persongalleri og et hav af brikker, der måske, måske ikke passer sammen. I ”Norskov” går det stille og roligt. Der er ikke flere karakterer, end at vi fint kan overskue dem, og fokus er i langt højere grad på mindre - og mere hverdagsagtige - problemer.

Gør det ”Norskov” til en ringere og mere kedelig serie? Næh. Ikke nødvendigvis.

Troværdighed

I sin egen ret gør ”Norskov” en dyd ud af at dvæle. Serien tager sig mægtig god tid til at udforske karakterernes følelser med lange, langsomme klip filmet tæt på og en lydside, der med langsomme takter svæver elegant ubemærket i baggrunden. Og replikkerne, der ofte virker klodsede og uelegante, understreger, at det er et realistisk talt hverdagssprog - milevidt fra det stilistiske og fortænkte teatersprog, man oplever i så meget andet tv-drama.

Niels Hausgaard sagde for nylig i et tv-program, at en af grundene til, at vi heroppe nordpå taler langsomt og ikke siger så meget, er angsten for at komme til at sige noget dumt. For det bliver husket - i årevis. Det er der sikkert meget sandhed i, og der ligger også en nøgle til at forstå, hvorfor de få replikker med de lange pauser imellem er med til at give ”Norskov” den troværdighed, der er en af seriens absolutte styrker. For ting går bare langsommere og foregår bare mere sindigt heroppe.

Men lidt skete der da i femte afsnit. Martin fik fortalt til lidt flere, at han er Olivers far. Både til Oliver selv og til Bonden. Det gav anledning til tre scener, der overraskede positivt: Scenen med Oliver i lejligheden, scenen med middagen i borgmestervillaen og scenen i Bondens pickuptruck.

Bondens skæve smil

Alle tre gange var der linet up til drama-klicheer med bål og brand og skrig og skrål om skuffede forventninger og sårede følelser. Og alle tre gange var det nok overordentligt akavet, men også afdæmpet og egentlig ret sympatisk. Martin rammede det hele meget godt ind med replikken på altanen efter middagen: - Det gik da meget godt.

En lille detalje, der kan hjælpe med at drive dramaet videre, var Bondens skæve smil, da han sad alene i sin truck (hvis nummerplade i øvrigt bare er ”BONDEN”). Det kunne tolkes som udtryk for, at han er tilfreds med at borgmesteren og vennen er nevøens far. Men kombineres det med, at Bonden - som vi fik mere end antydet i sidste scene - udover at være storentreprenør også er Chefen, som muligvis er bagmand i hele narkosagen, fremstår det skæve smil meget mere manipulerende, magtgrisk og skæbnesvangert.

Det kaster også nyt lys over det store bundt pengesedler, vi så ham med i blomsterbutikken, da han i afsnit to skulle betale for blomsterne til Dianas begravelse. Hidtil har det kunnet tolkes som noget så - i sammenligning - uskyldigt som sorte penge fra virksomheden. Men nu bliver det mere oplagt at se det som kulsorte penge fra hans narko-nebengesjæft.

Ressourcemangel

I efterforskningen og overvågningen af den farlige københavnske gangster Reese fik vi et lille nik til ressourcemangel i politiet. Hvor realistisk man opfatter den del, hænger nok sammen med ens holdning til de forhandlinger om et nyt politiforlig, der så småt er ved at komme i sving på Christiansborg. I hvert fald betød det, at overvågningen af Reese gik i vasken. Men mon ikke Tom - på trods af sine moralske kvababbelser over at skulle efterforske sin gamle hockey-ven - nu får efterforskningen drejet i den retning … med tiden.

Det er i hvert fald slået godt og grundigt fast, at hvis man søger eksplosioner, biljagter og hårdtpumpet action, så er det ikke i ”Norskov”, man skal finde det.

”Norskov” - 5. afsnit

Hovedforfatter: Dunja Gry Jensen

Episodeforfattere: Per Daumiller, Ina Bruhn, Jens Dahl, Simon Weil og Lars K. Andersen

Instruktør: Birgitte Stærmose

TV 2, mandag aften