TV-drama: Flugt og utugt i mellemtiden

AALBORG:Det er en mærkelig upræcis tid, dette drama om rugemødre på flugt foregår i. Det hænger sammen med de romaner af Elsebeth Egholm, der ligger til grund for serien. Her fandtes de halvstore Aarhus-redaktioner fra BT og Ekstra Bladet faktisk, og det var kun papiraviser, de arbejdede for. Men sådan er det jo mildest talt ikke mere. Man kunne godt få en fornemmelse af, at serien er dumpet ned i en Egholmsk udgave af Sv. Aage Madsens århusianske ”Tugt og utugt i mellemtiden”.

Men det er den nu ikke - det er en helt konkret nogenlunde-nutidsserie, bare uden avis-tv og netudgaver. Ellers kunne Dicte jo heller ikke trumfe sin hade-kriminalchef af med ordene: ”Det kan du læse i avisen i morgen!” Eller få held med at lave fadølsfest på redaktionen, der i sin nutidsudgave ville være både alkohol- og røgfri.

Sagen om de mere eller mindre frivillige rugemødre blev afsluttet, men underligt uafklaret. Det var meget dramatisk med slagsmål og mordtrusler på det gamle, rustne skib, der øjensynlig også er en nødvendig kliche, når det skal være rigtig farligt og forbryderisk. Men da det hele var overstået, glattede drabschefen og Dicte ud - det var jo frivillige rugemødre, og de tjente også en god skilling på det, så det hele var ikke så galt.

Nå, sad man tilbage og tænkte, hvorfor så al opstandelsen og overfald og kidnapninger og unge kvinder, der måtte bløde til døde på havnen?

Dictes fortabte og bortadopterede søn hørte vi kun meget lidt til i dette afsnit. En kuvert skiftede hænder, en jordemor lovede at lede efter hans nye cpr-nummer - i lodret konflikt med historiens ellers ret håndfaste omgang med tavshedspligten.

Det er lidt for nemt klaret. En rap replik, så er det på plads. Ligesom når Dicte snakker med den anden veninde om barnløshed. Tre hovedsætninger, så er det gigantiske, psykologiske problemkompleks klaret.

Som når den sandhedssøgende reporter bliver gode venner igen med den pressefotograf, hvis billeder hun har stjålet, og hvis kildebeskyttelsesideal hun har voldtaget ved at overlade det hele til politiet! Det klares så lige med en fadøl og et spil Meyer. So much for de høje principper.

Den er svær at acceptere - og det er hendes smuttur ind i den smukke læges computer altså også. ”Carl” som søgeord, ”medfødt syfilis” som bekræftelse. Så nemt er det - lige så nemt som at komme på briksen med den tatoverede børnelæge. Det sidste holder måske vand, men det første holder ikke en meter.

Det er de nemme løsningers drama, og det er synd. Også for de skuespillere, der får så lidt at gøre med.

Simon Stenspil som bosnisk halvbandit med store troskyldige øjne og et hjerte af guld. Lars Brygmann som brysk, arrig og følelsesbrændt drabschef - med et hjerte af guld.

Iben Hjejle som hyperaktiv, totalt upålidelig reporter med trussen i flammer, moderhjertet på rette sted og et Jehova-traume i totalentreprise-klassen - OG et hjerte af guld. Som Peter Schrøders gamle redaktør også har det - og den flotte pressefotograf og datteren og veninderne og hele Aarhus for den sags skyld. Plus den kønne, friske assistent for drabschefen, også fast kliche-inventar i politiserier. Rap i replikken, genial til jobbet - og med et hjerte af guld.

I mellemtiden sidder vi, de kiggende, så tilbage i stuerne og kunne godt savne lidt udfordring. Ikke bare til skuespillerne, som jo trives meget bedre, når det ikke er for let og ligetil alt sammen - men også til os selv. Vi vil gerne regnes for bare nogenlunde gennemsnitligt intelligente.

“Dicte” – afsnit 2:10”

Instruktion: Jannik Johansen

Manuskript: Dorthe Høgh og Ida Maria Rydén

Efter Elsebeth Egholms roman “Personskade” (2005)

Foto: Rasmus Heise

Musik: Jeppe Kaas

TV2 mandag kl. 20

Sendes søndag 20. januar 17.00