TV:Selvfølgelig er Emilie ikke død. Hvis hun skulle være det, ville hun ikke være blevet gemt i en sæk, før skuddene faldt. Så ville vi have fået det at se. Hun dukker op igen. Er altså min påstand efter dette afsnit, der til gengæld er et vendepunkt.
En tung skygge er ved at vokse frem bag historien. En skygge med den dyster farvetone af udkantsdanmark og alt det forfærdelige, vi har lært foregår dér.
Fra at være historien om den onde skibsreder, der tilsyneladende er skyld i noget frygteligt og derfor selv skal opleve, hvordan det er at miste sin datter, bliver det nu en mere nutidsrealistisk historie om en seksuelt misbrugt pige, der er fundet død i en havn i Vestjylland.
Efterforskningen af hendes død er blevet afsporet bevidst, informationerne er blevet forfalsket og skjult. Fremtrædende personer er involveret – en pædofiliring? Hvor højt når det op?
Nu er en hævner i gang med at rydde op blandt dem, han mener er skyld i det. Men hævneren synes at være på galt spor. Indtil videre.
Skamløs jagt på seertal
Og lad mig så lige her, igen, anklage DR: Hvad er meningen med at sende så hård og tung en voksenserie kl. 20 søndag aften?
Dette er ikke for børn, slet ikke. Heller ikke for dem, der er store nok til at vente med at komme i seng til kl. 21-22 stykker.
Og så sender I oven i købet genudsendelsen så sent, at det ikke er et et brugbart alternativ for folk, der skal op og på arbejde.
”Så køb et tv, der kan gemme alting til senere”, kan I sige. Men det er ikke DRs opgave at markedsføre endnu en stor udskiftning af teknologien. Og at se den på computeren er heller ikke en okay løsning endnu. DRs skamløse jagt på max-seertal er direkte pinlig her.
Sara Lund og hendes hold efterforsker sagen. Hun var egentlig på vej væk fra afdelingen med de voldsomt belastende sager, på jagt efter et roligere kontorjob, en fredeligere tilværelse.
Men hendes særlige psykiske egenskaber, hendes instinkter og intuitioner er endnu engang uundværlige sammen med hendes fuldkomne mangel på tillid til cheflagets autoritet og dømmekraft.
Hvis denne sag skal løses, er hun den rette. Og det skal den, for det er både Mærsk (Zeuthen) og regeringen, der står på spil. Sammen, selvfølgelig, med retfærdigheden.
Sådan kender vi jo Sara Lund. Stædig, lidenskabelig, uafviselig til det sidste.
Noget er helt galt
Men denne gang er der noget helt galt.
Det virker som om hendes instinkter virker modsat – hver gang hun får chancen, trækker hun sig, dukker sig, prøver at slippe. Senest i aftenens afsnit, hvor hun straks accepterer, at gerningsmanden har skudt og dræbt Emilie Zeuthen dernede i motorbåden i det mørke vand under Mønbroen fra 500 kr. sedlerne.
Det virker som om hun med vold og magt vil undgå at opklare sagen, vil slippe for at finde sandheden – samtidig med at hun drives fremad, både af omstændighederne og af kollegerne og af de åbenlyse urimeligheder, der omgiver sagen.
Hvad er det med hende? Hvorfor bliver hun helt slået ud af den, når hun skal forholde sig til sønnens kærestes graviditet? Når hun ser fosteret bevæge sig i scanningsbilledet? Når hun tænker tilbage på dengang, hun fik sin egen søn – og hvad er det for episoder i hendes fortid, både hun selv, sønnen, moderen og den tidligere kæreste, PET-kollegaen Mathias, påvirkes så stærkt af.
Vi er så langt i historien nu, og Sara Lunds reaktioner er efterhånden blevet så sære, at vi må have nogle ordentlige svar, hvis vi skal forstå og acceptere den vej, dramaet bevæger sig omkring hende.
Det er slet ikke sandsynligt, at den Sara Lund, vi kender fra de tidligere sæsoner, ville have accepteret de åbenlyse mangler i efterforskningen, som hun er ude for nu.
Og det er helt urimeligt, at hun som vidne til skydningen i motorbåden straks slår sig til tåls med, at nu er det forbi.
Og efterhånden som liget igen og igen ikke bliver fundet, sker det samme: Hun accepterer det bare, ser ingen huller i logikken.
Så på den baggrund er det egentlig meget rimeligt, at statsadvokatens kontor går ind med en intern undersøgelse.
Også det ved vi selvfølgelig allerede, bare er endnu en forhindring.
I afsnittets sidste billeder, mens båden undersøges, finder Sara og Mathias hverken blod eller skudhuller i det blanke cockpit.
Mygind overspiller
Til gengæld er det knap så rimeligt, at den interne undersøger, Tage Steiners usympatiskhed overspilles så stærkt af Peter Mygind.
Det er et stilbrud i en historie, der ellers er så noir-sort, at der ingen plads er til humor.
Skæbnen ligger rå, kold og svidende hudløs over alle de involverede, ikke bare over gerningsmanden og skibsrederfamilien – tydeligvis også over Sara Lund og Mathias Borch – ja, selv over statsministeren.
De er nødt til at søge helt ind til deres egne fortrængte dæmoner, deres sjæleangst, for at frelse Emilie og i sidste ende sig selv.
Det sorte, vinterkolde nordiske urmørke, fuldt af sorg og rædsel, hvor opgøret venter.
Det er en stor ambition, forfatteren Søren Sveistrup har sat sig.
Han har fem afsnit tilbage at forløse det i. I det femte, i aftes, tog han et stærkt afsæt.
”Forbrydelsen” III 5:10
Manuskript: Torleif Hoppe og Søren Sveistrup
Instruktion: Natasha Arthy
Foto: Rasmus Arrildt
Production Design: Jette Lehmann
Musik: Frans Bak
DR-Drama søndag aften.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.