Skolevæsen

Tyskere på lokale virksomhedsbesøg

38 elever fra en tysk handelsskole i den tyske by Höxter, sydvest for Hannover, har været på besøg på Handelsgymnasiet i Frederikshavn.

Henrik Storch (th) fortæller tyske og danske handelsskoleelever om NORDJYSKE Mediers mange udgivelser. Foto: Peter Broen
Henrik Storch (th) fortæller tyske og danske handelsskoleelever om NORDJYSKE Mediers mange udgivelser. Foto: Peter Broen

To af disse elever har sammen med deres lærer og fire danske elever besøgt NORDJYSKE Medier i Frederikshavn. Her viste account manager Henrik Storch rundt og fortalte om mediehuset i Tordenskjoldsgade. Arbejdspladsen er en del af en kæmpe koncern, der under hatten NORDJYSKE Medier blandt andet trykker knapt 400.000 ugeaviser om ugen samt den daglige avis NORDJYSKE Stiftstidende. Virksomheden har desuden netaviser, to radiokanaler og en 24 timers tv-kanal og som annoncemand sælger Henrik Storch reklamer til disse medier samt til profilaviser, bannere, skilte og busreklamer. Blandt de nyeste tiltag er en relanceret www.anr.dk, der netop henvender sig til unge nordjyder som for eksempel handelsskoleleverne. Eleverne var nysgerrige efter, hvordan Henrik Storch bevarer motivationen efter 20 år i samme fag. - Ikke to dage er ens. Vi har hele tiden gang i noget nyt. En dag snakker jeg med en butiksindehaver om en annonce, andre dage forhandler jeg millionkontrakt med en stor annoncør, forklarede Henrik Storch. Andre virksomheder fik også besøg af de danske og tyske handelsskoleelever. Det var for eksempel Orskov Yard, Roblon, rådhuset, MAN Diesel & Turbo, Uggerhøj Biler, banker og Scandic The Reef. Projekt startede i september Projektet med udveksling af besøg mellem de to venskabsklasser begyndte i september sidste år. Via e-mail præsenterede de sig for hinanden, og via facebook har de jævnligt "snakket" med hinanden. - Vi ønsker, at vore elever skal have kendskab til forskellige landes kulturer. Det kan de få brug for senere i livet, fortæller tovholder på projektet, adjunkt Lene Porsborg. Selvom der er tale om to nabolande, ser eleverne store forskelle i undervisningsmiljøerne. - På vores skole er der kun computere i et it-rum. Ellers foregår alt på papir, fortæller de tyske elever. - Hos os er en computer en forudsætning for al undervisning. Vi bruger pc hele tiden. Hvis vi ikke har vores egen med, kan vi låne én på skolen, beretter de danske handelsgymnasieelever. - Til gengæld har de tyske elever mere respekt for lærerne, end vi har, kommenterer de frederikshavnske elever. Lene Porsborg fortæller, at handelsskolen tilbyder to studieretninger med internationalt snit, nemlig "Globalisering" og "Sprog". - Eleverne viser begejstring for at arbejde med udenlandske problemstillinger som for eksempel kultur, udenrigspolitik og virksomhedernes udfordringer, fortæller Lene Porsborg. I april skal eleverne fra Frederikshavn på genvisit hos den tyske venskabsklasse.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden