Biler

Tyskproduceret elbil er en formidabel familie- og fartmaskine

Tesla Model Y Performance er bygget på den nye fabrik i Berlin og er på mange måder et overbevisende bekendtskab

Den tysk-producerede Tesla Model Y er indtil videre den vilde Performance-udgave.
Den tysk-producerede Tesla Model Y er indtil videre den vilde Performance-udgave. Foto: Christian Schacht

Opdateret 14. juli 2022 kl. 13:16

FART: I gamle dage var det stensikkert. Havde jeg en hurtig testbil, kom der en endeløs række af invitationer fra drengerøve i gejlede BMW’er til at køre lyskryds-race.

Føreren af den mørkeblå Porsche Taycan, der stryger op og holder ved siden af mig, afholder sig dog fra den slags, for selv om han skæver til mig, ved han givetvis godt, at han ikke har en chance.

Den sorte Tesla Model Y Performance sætter ”folkets Porsche”, Taycan, i skammekrogen, og man skal op i den over dobbelt så dyre GTSmodel for at finde noget, der matcher.

Den er godt et sekund hurtigere end en Long Range - som i forvejen er hårrejsende adræt. Og selv om det er en såkaldt rullende start, hvor bilen bevæger sig en anelse, så administreres de mange kW med samme nidkærhed, som Skat tjekker selvangivelser, og kræfterne omsættes til ren fart og en acceleration, man ellers skal betale millioner for at opleve.

Porsche-ejeren kan ikke engang prale af, at han kører i en tysk bil, for jeg er bag rattet af den helt nye Tesla Model Y, som er bygget lige uden for Berlin på det produktionsanlæg, som grundlæggeren, Elon Musk, har ladet konstruere. Et vink til de tyske bilfirmaer om, at de skal tage sig sammen.

I første omgang vil der kun komme sorte Performance-versioner, og det er sådan et elektrisk bæst, der i en rullende start kan spurte til 100 km/ t. på kun 3,7 sekunder, jeg har lånt til en test.

Men er det ikke bare en Model Y med flere kW, vil nogle givetvis anføre? Ja og klart nej.

Den nye Performance-udgave er lige så praktisk som kendte Long Range, der allerede er blevet en særdeles populær vare herhjemme, men adskiller sig på nogle væsentlige punkter. Det handler testen om.

Små, men afgørende forskelle

Først lige de små, men alligevel afgørende optiske forskelle: Den tyske Model Y Performance er en smule lavere, den lille spoiler agter forbedrer retningsstabiliteten ved høje hastigheder, men gør også bilen mere aerodynamisk, og de nye og større 21 tommer fælge fylder hjulkasserne langt bedre ud.

Proportionerne på det design, som er blevet lidt udskældt for at være oppustet, ser væsentligt mere harmonisk ud. De farvede bremsekalibre vidner tilmed om, at bremserne er opgraderet til at kunne håndtere farten.
Modeludvalget er begrænset, ja, faktisk eksisterer det ikke, for der er kun en variant, Model Y Performance, og den produceres indtil videre kun i sort. Dog er den perlemorshvide også lige gået i produktion, Prisen starter ved 603.816 kr., og det er omtrent 70.000 kr. mere end Long Range. Mange penge, ja, men på sin vis får man også noget for kronerne.

Jeg forstår dem, der bliver forført af kræfterne i overflod. Overskuddet er helt klart ud over alt, hvad jeg har oplevet i en ellers ganske almindelig familiebil. Frygtelig sjovt. Frygtelig unødvendigt.

Hurtigt ulovligt - og hurtigt dyrt. Og så taler vi ikke engang om slid på dæk og selve bilen generelt.

Tysk model er mere komfortabel

Paradoksalt nok er bilen blevet mere harmonisk på trods af sænket sportsundervogn og de markante fælge. De små rystelser, der irriterer i den almindelige Model Y, og i øvrigt også i Model 3, er næsten sorteret væk i den tyske udgave. Ikke, at en Performance ligefrem er blevet komfortabel, for selvfølgelig fornemmer vi sportsundervognen, men den lidt nervøse undervogn er væk.

Hvad så med kvaliteten? Ja, den virker bestemt godkendt med fine samlinger, selv om der faktisk forekommer flere raslelyde, jeg ikke lige kan identificere, og det var ikke noget, jeg oplevede i den kinesiskproducerede Long Range.

Mange ejere har efterspurgt et bagagerumsdæksel, og nu er det endelig klar. Den nye hattehylde kan skubbes ind og lidt op og ender så i en praktisk midterposition.
Andre funktioner i Performance er, som vi kender dem fra andre Model Y. Det betyder klasseførende rækkevidde og næsten klasseførende plads.

Infotainmentsystemet på alle Model Y er for længst blevet opgraderet eller måske mere præcist perfektioneret. For at gentage os selv: Det kræver lidt tilvænning, men efter et stykke tid føles alt andet gammeldags.

Tesla fandt løsningen for 10 år siden og har holdt fast i den. Det vil sige en stor midterskærm, der skjuler alle funktioner. Den kan samtidig betjenes via den formentlig bedste stemmestyring, jeg har prøvet, på dansk selvfølgelig.

Den kan stadig trække 1600 kilo på krogen, mens den tilladte nyttelast er øget fra 315 til 562 kilo.

Kører godt

Det er en kunst at lave en elbil, som ikke kvier sig ved at skulle køre om hjørner. Elbiler er nemlig tunge, og alle, der har set et næsehorn forsøge et hurtigt retningsskifte, ved, at en høj vægt ikke er nogen fordel. Tesla Model Y er som udgangspunkt et par hundrede kg lettere end konkurrenterne, og det mærker vi tydeligt. Det skarpe styretøj får bilen til at søge ind i svingene, trækker lynhurtigt ud af dem, krænger langt mindre og gør det bare lettere at få bilen med rundt.

Tesla har ikke LED-Matrix, men autodæmpning af lysene. De lyser godt og blænder hurtigt ned, men man skal vente i flere sekunder, før fjernlyset tændes igen. Her har Tesla noget at indhente, og der er heller ikke mulighed for head-up diplay.

At Model Y samtidig er praktisk, er som lækkert skum på en friskbrygget weissbier. Der er således masser af plads i kabinen takket være en lang afstand mellem akslerne. Især på bagsædet er der en nærmest ministerbil-lignende rummelighed, og det store panoramaloft giver en katedralfølelse. Selv Oleg Popov kan passe sine klovnesko under forsæderne.

På minussiden skal klimaanlægget styres foran, så der er ingen justeringsmuligheder for de rejsende bagi, og der er heller ingen Isofix-montering i forsædet.

Tesla oplyser ikke bagagerumsstørrelsen, men har 119 liter frunk foran, og det skulle kunne sluge formidable 1900 liter, når bagsædets ryglæn er lagt ned. En praktisk detalje er, at det kan klappes ned via knapper i bagagerummet, og ryglænet er opdelt i en cirka 35/ 30/ 35-løsning. Det giver meget fleksible muligheder for lastning.

Der var på et tidspunkt forventning om, at den tyske Model Y ville blive leveret med nogle avancerede batterier kaldet 4680, der har markant højere energitæthed og dermed potentiel forlænget rækkevidde, men den nye teknologi er forsinket, så indtil videre er det en kendt batteriteknologi, der er til stede.

Tesla er heldigvis kendt for sin energieffektivitet, og her skuffer Model Y Performance heller ikke.
Rækkevidden fra batteriet på cirka 75 kWh netto er officielle 514 km, kun en snes km kortere end i Long Range, og vi havde et forbrug på omkring 18 kWh for hver 100 km, og det svarer til 430 km ved blandet kørsel i foråret eller godt 400 km ved 110 km/ t.

Ved ladepladsen er Tesla kongen

Eller hvad? Den skal kunne modtage hele 250 kW under ideelle forhold, men det kræver, at batteriet er grundigt forvarmet. Den klassiske disciplin med lynladning fra 10-80 pct. tager typisk mellem 27-35 min., alt efter hvor grundigt batteriet er varmet op. Det er bestemt godkendt, men Tesla er ikke længere førende her. Med det legendariske Tesla-ladenetværk har man til gengæld mange flere lademuligheder end i andre elbiler.

Men - der er huller i den tyske ost. De brede dæk afgiver en del støj, der slipper også en vis vindstøj gennem de rammeløse ruder, og Model 3 er ikke så støjsvag på motorvejen som f. eks. VW ID. 5 og Polestar 2.

Konklusion

Den nye Tesla Model Y Performance er på sin vis en pragtpræstation, for der findes ingen konkurrenter i SUV-segmentet, som er bare i nærheden af bilens vilde fartressourcer.

Det tætteste, vi kommer, er den femdørs hatchback BMW i4 m50, der er lige så hurtig, koster det samme, men slet ikke rummer fem voksne og al deres bagage.

Det gør Porsche Taycan i øvrigt heller ikke, og den koster det dobbelte. Alligevel kan jeg næsten ikke vente på kommende Model Y fra Berlin med knap så voldsomt mange kræfter og et endnu bedre batteri.

Tesla Model Y Performance
  • Pris: 603.816 kr.
  • Batterikapacitet: 82 kWh brutto, 75 kWh netto
  • Rækkevidde: 514 km, WLTP
  • Rækkevidde, målt: 450 km ved bl. kørsel, 425 km ved 110 km/ t.
  • Opladning: 11 kW (AC), 250 kW (DC) Ladetid fra 10-80 pct.: ca. 30 min.
  • To elmotorer: Ydelse: Omkring 450 hk
  • 0-100 km/ t.: 3,7 sek.(amerikansk rullende start)
  • Topfart: 250 km/ t.
  • Trækvægt: 1.600 kg
  • Mål: L: 475 cm, B: 192 cm, H: 162 cm

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden