Tyv stak af fra politiet - men ikke længe
En 33-årig mand blev spottet og efterfølgende anholdt ved et opbrudt hus i Vestbjerg
VESTBJERG: En litauisk mand på 33 år blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør, efter at han natten til torsdag blev anholdt i Vestbjerg og sigtet for tyveri og forsøg på tyveri.
Manden blev spottet i en have på Gyldenrisvej af en patrulje, der straks tog kontakt til manden. Han stak af men blev anholdt en lille halv time senere klokken 01:40. Det fortæller anklager Thomas Klingenberg fra Nordjyllands Politi.
Der var tydelige tegn på indbrud på huset ved den have, hvor manden blev opdaget, men det er endnu uvist, om der er stjålet noget fra huset.
Litaueren er foreløbigt varetægtsfængslet i 14 dage, mens man efterforsker tekniske spor i huset på Gyldenrisvej og eventuelle spor fra andre indbrud i området.
Vidner mener at have set en bil sætte en mand af i området, så politiet går ud fra, at der er mulige medgerningsmænd på fri fod, som man også efterforsker.
Anklager Thomas Klingenberg informerer om, at manden nægtede sig skyldig. Anklageren kan ikke komme nærmere ind på den sigtedes forklaring, da grundlovsforhøret foregik for lukkede døre af hensyn til efterforskningen.
Han oplyser desuden, at manden ikke har arbejde eller bopæl i Danmark.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.